REGION HOVEDSTADEN
FREDERIKSBERG
Etablering af altaner
Frederiksberg Kommune har modtaget en ansøgning om opsætning af altaner mod gadesiden på en bevaringsværdig tre-etagers ejendom på Bakkegårds Alle 11, og ansøgningen er nu blevet imødekommet. By- og Miljøudvalget vedtog på sit møde forleden at meddele dispensation fra de bevarende bestemmelser i lokalplan 82 til opsætning af fire altaner mod gade.
KREGME
Rækkehuse
Halsnæs Byråd har vedtaget lokalplan 06.37 for boligbebyggelse på Thorsvej i Kregme endeligt.
Bygherre har udarbejdet et projekt, der omfatter seks nye rækkehuse samt det eksisterende enfamiliehus på Thorsvej 2 i Kregme. Rækkehusene bliver 70-75 kvm store.
BRØNDBY
Udbygning
Brøndby Kommunalbestyrelse har bevilget 1,5 mio. kr. til projektering af en kapacitetsudvidelse af Lunten, som er Brøndby Kommunes specialpædagogiske skoletilbud målrettet visiterede elever inden for autismespektret.
Kapacitetsudvidelsen vil samlet koste 11,5 mio. kr., hvor af de 10 mio. kr. til udførelsen indarbejdes i budget 2021.
Der bliver tale om et nyt pavillonbyggeri ved Brøndbyøster Skole.
BRØNDBY
Springhal
Brøndby Kommunalbestyrelse har bevilget en halv mio. kr. til projektering af en springhal som tilbygning til Søholthallen.
Brøndby Strand Gymnastikforening, der er en af de største idrætsforeninger i Brøndby, har et ønske om at kunne tilbyde springgymnastik. Foreningen anvender i dag Søholthallen til afvikling af deres aktiviteter, og med en tilbygning til den nuværende hal er det tanken, at den eksisterende hal sammen med tilbygningen vil kunne rumme springfaciliteter, der imødekommer foreningens behov.
Tilbygningen til springgymnastik skal være i størrelsesordenen 600 kvm. Ved etablering af tilbygningen skal det eksisterende murværk mellem Søholthallen og tilbygningen fjernes, og der skal opsættes en mobil skillevæg, så det er muligt at anvende Søholthallen i direkte forbindelse med springhallen.
Projektets samlede udgifter udgør 20,5 mio. kr.
REGION SJÆLLAND
ROSKILDE
Udvikling af skatehal
En fond har henvendt sig til Roskilde Kommune med ønske om at opføre et kollegium på Musicon i tæt naboskab med Roskilde Tekniske Skole og Roskilde Festival Højskole, og forvaltningen har analyseret mulighederne for at indpasse byggeriet i et nyt kvarter i Hal 12 området. Området ved Hal 12 er det sidste større, tilbageværende udviklingsareal på Musicon. Området rummer i dag blandt andet en skatehal i Hal 12. I forbindelse med en udvikling af området skal der derfor tages stilling til skatehallens fremtid.
En screening af den eksisterende Hal 12 viser, at bygningen er i god nok stand til at kunne genanvendes. Sagen var på dagsordenen, da Kultur- og Idrætsudvalget i Roskilde Kommune for nylig holdt møde, og her blev det besluttet, at der skal arbejdes videre med at udvikle en fremtidig skatehal på Musicon gennem en om- og udbygning af Hal 12.
REGION SYDDANMARK
GRINDSTED
Ombygning
Billund Byråd har anlægsbevilget 2,8 mio. kr. til ombygning af Sydtoften 4, Grindsted. Café og værkstedstilbuddene på handicap- og psykiatriområdet, Huset og Værkstedet, skal samles på Sydtoften 4, der tidligere har huset en børnehave. Der skal gennemføres en indvendig ombygning, og overflader og tekniske installationer skal opdateres.
GRINDSTED
Ombygning
Billund Byråd har anlægsbevilget 1,5 mio. kr. til ombygning af Vestergade 122, så bygningen kan benyttes af Nærbehandlingen som hidtil og af Regionens Distriktpsykiatri som ny bruger.
Det er nødvendigt at lave en ombygning for at forbedre forholdene for de enkelte funktioner samt at løse problemer med støjvandring mellem behandlerrum og fællesarealer.
ÅRSLEV
Byudvikling
Faaborg-Midtfyn Kommunalbestyrelse har vedtaget lokalplan 2020-1 Ny bydel, Klynge 1, Årslev endeligt.
Formålet med lokalplanen er at give mulighed for udviklingen af første klynge af boliggårde i den nye bydel syd for bymidten i Årslev. Lokalplanen skal sikre, at hovedidéerne i arkitektkonkurrencens vinderprojekt fastholdes. Dels med hensyn til områdets organisering af bebyggelsen i klynger og boliggårde, dels med hensyn til den nye bydels grønne identitet.
REGION MIDTJYLLAND
ROSLEV
Rækkehuse
Skive Byråd har besluttet at sende forslag til Lokalplan nr. 311 - Rækkehuse ved Sønderkær i Roslev og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg i offentlig høring i otte uger.
Planforslagene er udarbejdet på baggrund af en ansøgning om opførelse af 32 rækkehuse ved Sønderkær 2 i Roslev. Det er ejendomsselskabet Salling, der står bag byggeplanerne. Ejendomsselskabet ejer ejendommen og ønsker at nedrive de tidligere landbrugsbygninger og stuehus.
BRANDE
Byudvikling
Ikast-Brande Byråd har besluttet at sende forslag til lokalplan nr. 323 - boliger - Hyvildvej Øst, Brande og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg i offentlig høring.
Det nye plangrundlaget baner vej for første etape af Brande Syd byudviklingsprojektet, og det er udarbejdet med udgangspunkt i et projekt fra tegnestuen CFBO.
Lokalplanen udlægger området til boliger i form af en blanding af rækkehuse, dobbelthuse og fritliggende enfamilieboliger. Lokalplanen tilsigter at skabe en åben bebyggelsesstruktur i området, hvor boligerne placeres i fire klynger, med ret store friarealer omkring og mellem klyngerne.
Området forudses at kunne rumme 100-110 boliger.
Området er meget vådt på grund af den høje grundvandsstand og forudsætter derfor en særlig håndtering af overfladevandet, så området ikke oversvømmes ved ekstreme regnhændelser. Dette tænkes håndteret af Ikast-Brande Spildevand A/S gennem separatkloakering i lokale nedsivningsanlæg og dræning under vejene.
RINGKØBING
Ombygning af stationsbygning
Foreningen Ringkøbing Station har bedt Ringkøbing-Skjern Kommune stille kommunegaranti for optagelse af et 10-årigt lån på 1,15 mio kr. til Ringkøbing Stationsbygning, der skal ombygges til dels et ungdomshus, dels en café, der skal drives som socioøkonomisk virksomhed. Samtidigt bevares ventesal for rejsende.
Anlægsudgiften til ombygning af cafeen, der skal drives af Erhvervsskolen Vestjylland, er anslået til 1,15 mio. kr.
Projektet er samlet anslået til 5 mio kr. Det påregnes, at midlerne hertil skaffes gennem fondsmidler mv, og der er blandt andet kommet 1,526 mio. kr. fra Bente og Ib Malgaard Laursens Fond.