23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Boligselskab og entreprenør vil bygge 2.500 billige andelsboliger

En helt ny og billig boligform. Sådan lancerer boligselskabet AAB med 20.000 almene boliger i Storkøbenhavn og entreprenørkæmpen MT Højgaard deres fælles koncept, som nærmest er en hybrid mellem flere boligformer.

Ideen er at bygge på jord mellem eksisterende blokke i større almene boligområder. Her er ofte store, åbne arealer, som kan bebygges med rækkehuse eller lavt etagebyggeri.

Boligerne skal sælges som andelsboliger, men den løbende værdiregulering kommer kun til at følge forbrugerpriserne - dermed får også fremtidig andelskøbere gavn af konceptet, selv om boligpriserne skulle stige kraftigt.

- Målgruppen er helt almindelige mennesker, som har svært ved at få fodfæste på boligmarkedet i hovedstaden, fordi priserne på både ejerboliger og andelsboliger er steget kraftigt. Vi kan holde priserne nede, fordi AAB ikke skal tjene på projektet, og fordi vi sammen med MT Højgaard har udviklet et koncept, som kan rulles ud mange steder, siger Christian Høgsbro, administrerende direktør i AAB, som blev grundlagt i 1912.

Som priseksempel nævner de to parter en andelslejlighed på knap 80 kvadratmeter - her vil indskuddet være på små 600.000 kr. og den månedlige boligafgift på 5.750 kr. For et rækkehus på 114 kvadratmeter er indskuddet 800.000 kr., boligafgiften 7.950 kr.

- Det er ekstremt konkurrencedygtigt," siger Christian Høgsbro og peger blandt andet på, at indskuddet på andelsboliger i samme størrelse og i hovedstadsområdet snildt kan runde to millioner kroner.

Tanken er at opføre de kommende billige andelsboliger i familiestørrelse, fordi almene bebyggelser generelt kun har få større boliger.

Priser i kort snor
Christian Høgsbro fremhæver, at den nye boligmodel fjerner såvel spekulationselementet som risikoen for penge under bordet - som nogle gange praktiseres, når attraktive andelsboliger maksimalt må handles til fastsatte priser.

- Det bliver tinglyst, at boligerne kun kan stige med forbrugerpriserne. Men en familie sikrer sig en opsparing, fordi den løbende betaler af på lånet til indskuddet. Den enkelte andelshaver har ingen indflydelse på, hvem en ny køber bliver, for det sker via helt åbne ventelister hos AAB. Alt er helt transparent, fastslår han.

Tinglysningen betyder, at en kommende andelsforening ikke senere kan skifte vurderingsprincip og for eksempel gå over til valuarvurdering, som normalt ligger noget højere end de to andre vurderingsprincipper for andelsboliger, offentlig vurdering og anskaffelsespris. Ofte kan det være et stridspunkt i en andelsforening, om den skal skifte vurderingsprincip.

Valuarvurderinger tager højde for markedsprisen, og om der har været stigende boligpriser i området. Det sikrer sælgere en høj pris, men gør det til gengæld vanskeligere at købe en andelsbolig.

Projekter på vej
AAB er ifølge Christian Høgsbro i dialog med tre afdelinger - én i udkanten af København og to i omegnskommuner - om at sælge jord og få nogle af de nye andelsboliger som naboer.

Desuden er AAB og MT Højgaard i dialog med realkreditselskaber om at sikre de kommende beboere gode vilkår for lån til indskuddene.

- Jeg forestiller mig, at vi kan stikke spaden i jorden om et års tid. I øjeblikket venter vi på en godkendelse fra Københavns Kommune - vores tilsynsmyndighed - til at oprette det selskab, der skal stå for de kommende andelsboliger.

Den nye boligform er nemlig ikke støttet af det offentlige - modsat almene boliger - og derfor skal projektudvikling og drift være adskilt fra de normale aktiviteter i AAB.

Ros fra minister
- Hvert af de tre steder kan der bygges 60-100 boliger i en blanding af lejligheder og rækkehuse. Projektering og byggeri tager mellem et og halvandet år, når lokalplanen er på plads, siger Torben Dahl, projektudviklingsdirektør i MT Højgaard.

De to parter har en ambition om at opføre omkring 2.500 nye, billige andelsboliger i løbet af cirka ti år. Ved at sælge jord får de eksisterende boligforeninger ekstra indtægter til drift og eventuelle forbedringer. Samtidig kan andelsboliger være med til at skabe mere blandede boligområder.

Boligminister Kaare Dybvad Bek (S) ser positivt på planerne, som han for få dage siden gav disse ord med på vejen i Politiken:

"Det er godt fundet på. Der mangler en boligform, som ligger, hvor andelsboligen lå for 20 år siden - altså mellem en ejer- og lejerbolig. Det bliver muligt at spare op i sin bolig uden, at man skal låne tre millioner til en andelsbolig."

BREAKING
{{ article.headline }}
0.157