23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Psykiatrisk hospital bliver til ny bydel

Om en årrække bliver det efter alt at dømme muligt at flytte ind i en afdeling af Danmarks største psykiatriske hospital Sankt Hans Hospital i Roskilde.



Kommunen vil nemlig omdanne den vestlige del af hospitalet til en ny bydel med 400 boliger på samlet 35.000 kvm og 14.000 kvm erhverv. Og efter langstrakte forhandlinger er kommunen nået til enighed med Region Hovedstaden om en købspris på den 77.000 kvm. store grund. Salget sker, fordi Region Hovedstaden opfører et nyt hospitalsafsnit ved Sankt Hans Øst og flytter funktioner fra vestdelen hertil.



Roskilde Kommune finansierer købet med et lån, oplyser plan- og teknikformand i Roskilde Kommune Daniel Prehn Nielsen (S).



- Det kan vi heldigvis, fordi det er et strategisk køb med henblik på, at vi sælger området igen til investorer, siger formanden.



Beløbet vil han eller forvaltningen ikke ud med endnu.



- Der mangler stadig nogle underskrifter, og derfor melder vi det ikke ud. Men at købe et så stort område er selvfølgelig ikke gratis, og Region Hovedstaden ved også godt, hvorfor vi køber det og vil gerne have en god pris. Men prisen er fair, mener jeg.



Aftalen om en pris bliver en forløber for, at helhedsplanen - i hvert fald ifølge forventningerne - bliver godkendt i næste uge af kommunalbestyrelsen. Herefter følger en høringsrunde.



Bygninger er fredede

Kommunen overtager området i 2022, og ideen med at købe det er, at kommunen kan sætte et større aftryk på den retning, den nye bydel skal udvikle sig i, forklarer formanden.



- Det er et område, som har virkeligt meget historie i sig, og vi vil gerne sikre, at det udvikles på en ordentlig måde.



Der sættes yderligere begrænsninger for de kommende byggerier, da store dele af Sankt Hans Vest er beskyttet af fredninger samt strandbeskyttelse og skovbyggelinje. Det betyder blandt andet, at de fleste af de nye boliger skal etableres i hospitalets eksisterende bygninger.



Endelig vil kommune stille krav om at 25 pct. af boligerne skal være almene, fortæller udvalgsformanden.



Hvad angår efterspørgslen fra investorer, er Daniel Prehn Nielsen ikke nervøs, siger han.



- Selvfølgelig kan vi riskere, at det tager lidt længere tid end ventet, men det skal nok blive solgt. Det bliver det, for det er et ekstremt attraktivt område, siger han.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.219