23948sdkhjf

Savværk og trælast på nye hænder: Håber på synergi på tværs af landet

Der er kommet nye ejere til Oksbøl Savværk og Trælast nord for Esbjerg.

Efter 11 år ved roret har stifter og indehaver Anders Valentin Jensen valgt at sælge sin forretningen. På købersiden står Mogens Kingo og Allan Lundberg, der begge har mange års erfaring fra træbranchen, førstnævnte dog med et mindre afbræk.

– Jeg har været i trælastbranchen i 30 år; for 3,5 år siden fandt vi så på at købe et vandrehjem, men jeg savnede simpelthen træ for meget, fortæller Mogens Kingo, der nu vender tilbage til branchen i rollen som direktør hos Oksbøl Savværk og Trælast.

Han og Allan Lundberg deler ejerskabet 50/50, og de to kender hinanden ganske godt. Da Mogens Kingo for 3,5 år siden solgte sin tømmerhandel i Hornbæk for at hellige sig vandrehjemmet, var køberen netop Allan Lundberg, der desuden ejer Østerbro, Søborg og Vejby Tømmerhandel samt Københavns Listefabrik.

Synergi på tværs

Læs også: Savværksdirektør: Vi lever fra hånden til munden

– Vi håber, at vi kan få god synergi ud af samarbejdet mellem København og Oksbøl, fortæller Mogens Kingo.

Den vestjyske virksomhed henter en god del af sin omsætning på shelters og bålhytter, og den nyslåede direktør peger på, at en hel del af kunderne til de produkter faktisk er fra Sjælland.

– Så det vil give rigtig god mening, at vi kan sælge dem fra Sjælland også og måske få sat et par stykker op derovre, så kunderne kan komme og se dem, forklarer Mogens Kingo, der har store planer for den vestjyske forretning.

– I første omgang skal vi have mere kapacitet, så vi starter med at udvide, så vi kan få skåret noget mere træ og dernæst kommer vi til at arbejde videre med trælast og byggemarked, så vi i højere grad kommer til at kunne servicere lokalbefolkningen, fortæller han.

Læs også: Savværksdirektør: Vores værste mareridt er gjort til virkelighed

Siden Davidsen i 2019 opkøbte Optimera-kæden og valgte at lukke butikken i Oksbøl, har Oksbøl Savværk og Trælast været byens eneste byggemarked, og det er en position, Mogens Kingo ser potentiale i at udnytte bedre. Hvor de landsdækkende byggekæder generelt rykker mod øst i disse år, er den nyslåede savværksdirektør ikke i tvivl om, at der også er byggekunder i området omkring landets 5. største by.

– Vi ligger små 25 km nord for Esbjerg, og den lokale bank, vi har fået med, siger at der faktisk er godt gang i området herovre. Og så ligger her jo en hel masse sommerhuse, og det er bestemt også en vigtig målgruppe for os, fortæller Mogens Kingo.

Solgt på grund af sygdom

Efter 22 år som selvstændig har Anders Valentin Jensen med salget af Oksbøl Savværk og Trælast valgt at gå en anden vej. Det skyldes først og fremmest sygdom.

– For 17 år siden fik jeg konstateret sklerose, og siden har jeg haft et par diskusprolapser, men særligt sklerosen har betydet, at jeg ikke kan tåle stress på samme måde, som jeg før har kunnet, fortæller Anders Valentin Jensen.

Derfor vil han nu i stedet gøre brug af den uddannelse som psykoterapeut, han tog for et par år siden.

– Nu har jeg fået et job, hvor jeg hjælper unge med at komme ud af deres misbrug, fortæller den nu tidligere savværksindehaver, der i sin tid også stiftede savværket med et socialt sigte.

– Jeg startede savværket under finanskrisen, fordi jeg på det tidspunkt havde en anden virksomhed, det blev hårdt ramt, så enten skulle jeg fyre folk, eller også skulle jeg finde på noget andet at sætte dem til, fortæller han.

Han valgte det sidste, og det blev startskuddet til savværket, der senere blev udvidet med en trælast.

– Mange syntes vist, at jeg var lidt af en idiot, men det er da gået meget godt, fortæller han med et grin.

Og selvom Anders Valentin Jensen allerede i starten af året tog beslutningen om at sætte forretningen til salg, har førsteprioriteten været, at både forretning og de 8 ansatte kom godt videre.

– Tilbage i februar og marts afviste jeg faktisk to potentielle købere, der ikke ville bygge videre på det; egentlig kunne jeg jo være håbløst ligeglad, for jeg får jo mine penge uanset, men selvfølgelig vil jeg gerne se det vokse videre og udvikle sig. Ikke mindst for mine dygtige medarbejderes skyld, for de har jo i den grad været med til at bygge det op, slår den nu tidligere savværksindehaver fast. 

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.142