23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Filskov, Tønder, Løgumkloster, Svendborg, Hedensted, Horsens, Ølstykke, Rødovre og Rønne

REGION SYDDANMARK



FILSKOV

Almene boliger

Billund Byråd har givet principielt tilsagn om støtte til opførelse af 12 familieboliger i Filskov.



Grindsted Boligforening ved Bovia har sammen med Junge Byg ApS drøftet muligheden for at opføre 12 familieboliger på Slåenvej i Filskov, og har bedt om en principiel godkendelse til at kunne arbejde videre med projektet.



Det bliver i givet fald Junge Byg, som bliver totalentreprenør og som skal opfører byggeriet efter den delegerede bygherremodel.



TØNDER

Butik

Tønder Kommunalbestyrelse har besluttet at sende forslag til Lokalplan 149-680 - Brinksgaard og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg i offentlig høring.



Planforslagene er udarbejdet på baggrund af et ønske fra livsstilsbutikken Brinksgaard om at udvide aktiviteterne til også at omfatte naboejendommen Vinkelvej 14, Rørkær.



Formålet med lokalplanen er sikre rammerne for den eksisterende livsstilsbutik og de tilhørende faciliteter i form af cafe, streetfood- og spiritussalg, mikrodestilleri og mindre hytter til overnatning samt udlægge byggefelter og bygningsregulerende bestemmelser for ny bebyggelse



LØGUMKLOSTER

Opgradering af skoler

Tønder Kommunalbestyrelse har frigivet de resterende midler i den afsatte pulje til opgradering af distrikts- og filialskoler efter at skoleforvaltningen har indhentet anlægsønsker fra skolerne. Puljen er i alt årligt på 10 mio. kr., og i denne omgang blev der frigivet 9 mio. kr.



Pengene prioriteres med 1 mio. kr. til Toftlund Distriktsskole, 4,9 mio. kr. til Løgumkoster Distriktsskole, 0,4 mio. kr. til Bredebro Filialskole, og 2,7 mio. kr. til Tønder Distriktsskole.



SVENDBORG

Ombygning til bofællesskab

Svendborg Byråd har besluttet, at der kan udarbejdes forslag til nyt plangrundlag for Kogtved Søfartsskole og efter hvilke principper dette skal ske.



Baggrunden for udarbejdelse af et nyt plangrundlag for Kogtved Søfartsskole er en henvendelse fra en privat bygherre, som ønsker at omdanne søfartsskolen til et bofællesskab. Omdannelsen skal ske ved genanvendelse af eksisterende bevaringsværdige bygninger samt opførelse af ny bebyggelse i området.



REGION MIDTJYLLAND



HEDENSTED

Boliger

Skala Arkitekter A/S har på vegne af ejere af ejendommene Vejlevej 15 og Vejlevej 21, Hedensted anmodet Hedensted Kommune om principiel godkendelse af, at der udarbejdes en lokalplan, sådan at områdets anvendelse ændres fra erhverv til bolig. Anmodningen er blevet imødekommet, og Hedensted Byråd godkendte på sit seneste møde hovedprincipper for udarbejdelse af lokalplan for boliger ved Vejlevej.



Skala Arkitekter har fremsendt et skitseprojekt for etablering af et boligområde med diversitet i bebyggelsen. Det er intentionen, at området skal rumme et bofællesskab med 30-40 boliger, seniorboliger og familieboliger.



HEDENSTED

Demensvenlig indretning

Hedensted har anlægsbevilget 2 mio. kr. til demensvenlig indretning af plejehjem.



Hedensted Kommune har gennem DemensAlliancen fået udarbejdet en rapport for hvert plejehjem med anvisninger til, hvordan der kan indrettes mere demensvenligt, og de enkelte plejehjem har lavet en plan for, hvordan de vil arbejde med rapportens anbefalinger.



HORSENS

Facade

Den nye ejer af Bytorv Horsens ønsker at opdatere indkøbscenterets facader mod Løvenørnsgade og Søndergade til et mere moderne udtryk, og for at det kan lade sig gøre, er der udarbejdet et forslag til lokalplan, som Horsens Byråd har besluttet at sende i høring.



Facaden beklædes med tegl-baguettes.



REGION HOVEDSTADEN



ØLSTYKKE

Hal

Egedal Byråd har frigivet 16,3 mio. kr. til finansiering af en ny hal i Ølstykke og sagt god for at sætte den nødvendige lokalplanlægning i gang.



Det forventes, at lokalplanarbejdet løber fra august 2020 til august 2021. Der planlægges med, at der kan meddeles byggetilladelse umiddelbart derefter, idet projektmaterialet behandles sideløbende med lokalplanprocessen.



Der er modtaget en donation på 10 mio. kr. til halprojektet, og donorerne kommer til at indgå i styregruppe og byggeudvalg.



RØDOVRE

Udbygning af institution

Rødovre Kommunalbestyrelse har besluttet at udvide børneinstitutionen Skibet på Vårfluevej med en ny tilbygning, som skal rumme omkring 100 børn i alderen 0-6 år.



På seneste kommunalbestyrelsesmøde blev et projektforslag for byggeriet godkendt, og der blev anlægsbevilget 25,9 mio. kr. til byggeriet. Det blev også besluttet at udbyde byggeopgaven i fagentrepriser.



Ifølge projektforslaget opføres der en tilbygning på cirka 1.000 kvm, og den eksisterende bygning tilpasses - blandt andet skal det nuværende køkken ændres til produktionskøkken. Dertil kommer nedrivning af Gymnastik- og idrætsforeningen Orient og etablering af nye udearealer, herunder parkeringsplads og legeplads.



Den nye bygning kommer til at rumme syv grupperum fordelt på to etager med adgang til toiletter og puslerum. Der vil desuden blive etableret kælder med blandt andet toilet/bad og omklædningsrum til personalet. Der bliver etableret ny markant hovedindgang med et stort fællesrum. Indgangsparti og fællesrum bliver samlingspunkt for hele institutionen samt bindeled mellem den nye og gamle bygning.



Byggeriet forventes påbegyndt i november i år.



RØDOVRE

Renovering af institution

Rødovre Kommunalbestyrelse har anlægsbevilget 5 mio. kr. til renovering af børneinstitutionen Broparken, der er nedslidt.



Den planlagte renovering omfatter opgradering af puslerum, udskiftning af facadedøre, nye indvendige døre, mindre renovering af produktionskøkken til vuggestuen, renovering af gulvbelægning og opgradering af de nuværende personalefaciliteter. Derudover tilpasses de fysiske rammer en mere tidssvarende pædagogisk indretning.



Tiden frem til juli går med projektering og udbud, hvorefter de fysiske arbejder ifølge tidsplanen udføres i perioden fra august til december.



RØNNE

Ombygning til boliger

En bygherre ønsker at købe den ejendom i den centrale del af Rønne, der tidligere har rummet Bornholms Gymnasium, og herefter ombygge den til boligformål. Den ændrede anvendelse af bebyggelsen vil ændre det bestående miljø væsentligt, hvorfor det vil være en forudsætning for en realisering af projektet, at der gennemføres en kommune- og lokalplanlægningsproces.



Bornholms Regionskommune har gennemført en fordebat med indkaldelse af ideer og forslag til den kommen planlægning.



Bygherre ønsker at ombygge bygningskomplekset til cirka 70 boliger.



BREAKING
{{ article.headline }}
0.136