23948sdkhjf

Dansk arkitekt vinder endnu et ambitiøst Stockholm-projekt

Tegnestuen 3XN har med stort erhvervsbyggeri vundet sin anden svenske opgave indenfor et halvt år

Arkitektvirksomheden 3XN har med erhvervsprojektet Kvarter 15 i Stockholm cementeret sin position på det svenske marked.

Med den netop vundne parallelopgaven i Stockholm-bydelen Östra Hagastaden, følger den nye kontorbygning i kølvandet på endnu et stort svensk 3XN-projekt, nemlig sundheds- og life science-byggeriet ’Forskaren’ der kommer til at ligge mellem Karolinska Universitetssygehuset og den gamle Stockholmske karréby. 

Den danske tegnestue vandt science-byggeriet for nogle måneder siden, og ligesom med Forskaren kommer også det nye erhvervsbyggeri Kvarter 15 til at forbinde offentlige områder. I dette tilfælde det gamle ”stenkvarter” med Hagaparken og Brunnsviken-søen.

 Liv i området
Den nye bygning bliver, ifølge 3XN, en katalysator for liv i området med funktioner som udsigtspunkter, cafeer, restauranter og butikker.

– I et nyt klassisk formsprog skiller den nye bygning sig ud fra de eksisterende i kvarteret, siger Jan Ammundsen, der er ansvarlig for Kvarter 15, og seniorpartner hos 3XN, til Licitationen - Byggeriets Dagblad. 

– Men den vil samtidig smelte sammen med sine naboer på en respektfuld og hensynsfuld måde i materialevalg, som er tegl og farver i rødbrune nuancer, tilføjer han.


Arkitektur skaber adfærd
Udover at skabe forbindelse mellem Stockholm og Hagaparken vil bygningen skærme parken for trafikstøj og forurening fra den nærliggende motorvej.

I bygningen bliver der indrettet fleksible arbejdsmiljøer, hvor det at skabe sociale synergier mellem de forskellige brugere, vil være et centralt tema.

 – Der er behov for at skabe rum, der sætter gang i folks fantasi og kreativitet. I en kompleks bygning med flere forskellige lejere er det vigtigt at skabe rum der giver mulighed for videndeling og inspiration på tværs af brugere og organisationer, siger Jan Ammundsen.
 
 Panoramaudsigt
 Kvartal 15 får en fodgænger- og cykelrampe, der forbinder Stockholm med den naturskønne Hagaparken og Brunnsviken. Rampen løber langs hele bygningen og følger en let bølgende form fra Hagabroen ned til de to pladser med caféer, restauranter og butikker.

På husets laveste tag placeres en terrasse med panoramaudsigt over Hagaparken. 
”Dele af taget bliver grønt og beplantes for at hjælpe med at tilbageholde regnvand, og kan suppleres med solceller”, lyder det i en pressemeddelelse fra arkitektvirksomheden.
 
 Bygningens bølgende form giver plads til to byrum og pladser i gadeplan, der får et organisk, blødt og åbent udtryk. 

I den forbindelse siger Mikael Wilhelmsson, developer hos ejendomsselskabet Atrium Ljungberg, der står bag Kvarter 15:
 - Jeg kan især godt lide den bølgende facade, der optimerer antallet af kontorpladser med dagslys og udsigt. 

Der afholdes høringer for den detaljerede plan for Kvarter 15 indtil i morgen 26. maj, og planen ventes vedtaget i 2021.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112