Der bliver stadig lagt asfalt, bygget broer og lavet kloak- og sporarbejder i de lande, hvor Arkil driver forretning. Den sønderjyske anlægsentreprenør har med en enkelt undtagelse endnu ikke oplevet en større opbremsning i sine udenlandske aktiviteter som følge af coronakrisen, fortæller Jesper Arkil, hovedaktionær og adm. direktør for Arkil Holding A/S.
- I Irland har vi haft nedlukning som følge af corona, mens vi ikke har oplevet det andre steder i udlandet. Vi forventer at fastholde et højt niveau og har indtil videre ikke set nogen opbremsninger, hverken i form af forbud mod at arbejde, eller at efterspørgslen skulle være faldet, siger Jesper Arkil.
Arkil Holding omsætter for over 1 mia. kr. i udlandet, primært gennem sine datterselskaber i Tyskland, Irland og Sverige.
Og mens byggebranchen i en række europæiske lande næsten er gået i stå, forholder det sig anderledes på anlægsområdet, hvor kunderne typisk er offentlige.
Ligesom herhjemme, hvor regeringen eksempelvis har lempet på kommunernes anlægsloft, forsøger andre lande ligeledes at holde hånden under den indenlandske bygge- og anlægsaktivitet ved hjælp af diverse tiltag og redningspakker.
Skvulp i markedet
Men selv om det formentlig kan hjælpe i nogen tid fremover, vil en økonomisk krise i kølvandet på coronavirus næppe gå uden om anlægsbranchen, vurderer Jesper Arkil.
- Opbremsningen i regi af det private også have en effekt på kommunernes økonomi, og så vil det i realiteten ramme os. Så jeg tror ikke, vi samlet set kommer til at mærke en positiv effekt. Det kan jeg ikke forestille mig, siger han.
Hvad kan coronakrisen på længere sigt betyde for jer og jeres marked?
- Om det er en finanskrise eller en sundhedskrise, som det er her, så vil der komme nogle skvulp i markedet. Og som regel har de langvarige effekter i den ene eller den anden form. Det kan være svært at forudsige præcis hvordan, men jeg er overbevist om, at prisen for corona vil være et fald i den økonomiske aktivitet, og det bliver entreprenørbranchen også ramt af.
- Vi må forvente, at der er nogle vanskelige tider forude på nogle punkter. På den anden side kan det også være positivt, fordi det kan sætte gang i nogle nye initiativer og udviklinger, som ellers ikke ville være kommet. Men vi må nok forberede os på noget mere modvind inden for den kommende periode. Det kan være i år eller på længere sigt. Men der er ingen tvivl om, at vi kommer til at kunne mærke det, siger Jesper Arkil.
Han drager en parallel til finanskrisen, hvor byggeriet hurtigt var i frit fald, mens aktiviteten langsomt ebbede ud inden for anlæg.
- I et eller andet omfang vil det også gentage sig efter coronakrisen. Men så må man navigere i det. Og ligesom det også dengang skabte nye muligheder for os, så tror jeg også, at det kan gentage sig, hvis man er årvågen og har lidt reserver til at kunne agere på det, siger han.
Strategisk fokusområde
Jesper Arkil understreger, at koncernens udenlandske aktiviteter ikke er ’hit and run’ projekter, men et strategisk fokusområde.
- Der to grunde til, at vi har aktiviteter i udlandet. Den ene er, at det giver god spredning på vores forretning. Rent økonomisk giver det en stabilitet, når der er flere aktiviteter i porteføljen. Så er du ikke afhængig af et dansk marked, som kan være meget volatilt, både når det gælder aktivitet og indtjening.
- Den anden årsag er, at vi faktisk synes, det er interessant og spændende. Jeg ville være ked af at have en virksomhed, som ikke havde den dimension, for det er interessant at arbejde med andre kulturer og i andre lande. Det er nok lidt mere passionsdrevent, siger han.
Arkil-ejer øjner vanskelige tider forude
Indtil videre er anlægsentreprenørens udenlandske aktiviteter kun i begrænset omfang ramt af coronakrisen, men på længere sigt kan det næppe undgås, mener Jesper Arkil