Renovering af den almene boligsektor: Gang i beskæftigelsen - og den grønne omstilling
Danmark står i en meget alvorlig situation. Vi hører hver dag om danskere, der melder sig i ledighedskøen, og virksomheder, der må dreje nøglen om. Vi skal gøre, hvad vi kan for at holde hjulene i gang i dansk økonomi. Også selvom vi allerede har gjort meget. I Venstre mener vi, at der er brug for, at vi gør endnu mere.
Og derfor foreslår Venstre nu flere initiativer, der skal understøtte, at vi kan holde gang i byggeriet, som understøtter rigtig mange arbejdspladser i hele landet. Og et af de steder, er ved at igangsætte renoveringer af den almene boligsektor.
Der ligger 453 godkendte almene byggeprojekter i Landsbyggefonden, herunder energirenoveringer, til en værdi af 18,4 mia. kr. Nogle af de projekter vil Venstre have igangsat hurtigst muligt. Så de kan bidrage til at stimulere dansk økonomi, sikre arbejdspladser og en grøn omstilling. Den er lige til højrebenet, og jeg ved, at mange boligselskaber står klar.
Når vi investerer i mere klimavenlige almene boliger, så skaber vi ikke kun bedre boliger for beboerne. Vi fastholder også og skaber nye danske arbejdspladser. Og det er der akut brug for. Holder vi hånden under håndværkerens, ingeniørens og arkitektens arbejde, så holder vi hånden under dansk økonomi. For det er de private arbejdspladser, der er forudsætningen for, at vi har råd til prioritere vores fælles velfærd - vores daginstitutioner, skoler, sundhedsvæsen, infrastruktur. Til at holde hånden under de svageste.
En stor del af det almene byggeri har mange år på bagen og trænger til renovering. Særligt energirenoveringerne bør prioriteres højt, da de bidrager med øget trivsel for beboerne. Træk fra gamle vinduer, gamle installationer og kuldebroer, der giver skimmelsvamp, kan erstattes af et sundt og rart indeklima, hvis de bliver udskiftet eller udbedret. Det vil Venstre kæmpe for.
Antallet af hjælpepakker kan virke overvældende. Men de er også nødvendige. Alternativet er, at vi på den anden side af krisen står med en ubetalelig kollektiv regning - både menneskeligt og økonomisk. Fordi vi gjorde for lidt.
Der er derfor tid til handling. Venstre er klar.
Artiklen er en del af temaet Debat.