23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Ungdommen snuser til den digitale virkelighed

På tre dage skal mere end 300 nordjyske studerende fra en række uddannelser inden for byggeriet samarbejde om digitalt at projektere et stort multihus ved Limfjorden

I næste uge slår De Digitale Dage dørene op til et stort digitalt eksperimentarium for tværfaglig videndeling.



På tre dage skal mere end 300 studerende fra en række nordjyske uddannelsesinstitutioner samarbejde om digitalt at opføre et 600 kvm stort multihus ved Limfjorden med Himmerland Boligforening som bygherre.



Målet med dagene er at samle alle byggeriets parter om at afprøve og præsentere de digitale redskaber samt at simulere virkeligheden for de studerende.



- Branchen bliver mere og mere digitaliseret, så det er jo den virkelighed, de studerende kommer ud til. Derfor er det vigtigt, at de studerende eksperimenterer med og øver sig i de nye digitale teknologier, siger Søren Nissen, der er projektleder på De Digitale Dage og lektor på UCN’s byggeriuddannelser.



Arrangementet finder sted i Aalborg, og over de tre dage skal de studerende designe det nye multihus med navnet Fjordhuset, som skal fungere som et lokalt mødested og samlingspunkt. Eleverne dyster mod hinanden, og når sidstedagen rinder ud, findes der en vinder.



Men det er faktisk ikke det endelige produkt eller titlen som vinder, der er det vigtigste.



- De studerende kommer fra forskellige uddannelser, og de skal samarbejde på tværs. Det er hele essensen af De Digitale Dage, at de studerende kommer til at arbejde sammen med andre, der er i gang med at uddanne sig til forskellige professioner i byggebranchen, siger Søren Nissen.



Samarbejde på tværs

Uddannelserne tæller blandt andre bygningskonstruktør, energiteknolog, arkitektur og design, bygge- og anlægskonstruktion, bygningsinformatik, indeklima og energi samt EUX-tømrer- og EUX-murerelever. Som noget nyt er der i år også financial controllere med, og de skal være med til at stå for finansieringsmodellerne i forbindelse med projektet.



- Man kan sige, at det er lidt en blanding af lillebror, brormand og storebror i byggeriet. De kommer med hver deres viden og kundskaber, som de skal dele med hinanden, og sådan er det jo også i virkeligheden, understreger Søren Nissen.



De i alt 300 studerende bliver inddelt i 17 teams, der alle skal forsøge at opføre det store multihus.



Projektet udbydes i totalentreprise som projektkonkurrence på baggrund af skitseforslag bestående af en digital 3D-model samt nærmere specificerede udbudsbetingelser.



Undervejs får eleverne ikke kun sparring af hinanden, men også af flere parter fra virkeligheden.



Over 20 af Danmarks store byggevirksomheder deltager nemlig også i arrangementet. På deltagerlisten finder man blandt andet Sweco, Cowi, NCC og MT Højgaard.



- De studerende får undervejs rådgivning og sparring på blandt andet proces og læring fra mere end 20 virksomheder, som kommer og bruger deres tid og energi på kvalificeringen af de studerendes idéer og forslag. Det betyder, at de studerende får en meget mere virkelighedstro oplevelse, og det har enormt stor værdi for dem, siger Søren Nissen.



Det er 11. gang, at De Digitale Dage bliver afholdt, men i år er tilslutningen større end nogensinde. Faktisk er antallet af deltagende studerende fordoblet på bare et enkelt år.



- I år har vi været ved at springe rammerne. Vi er ved at møblere om herunde, så vi har plads til dem alle sammen. Nu prøver vi det af i en stor model, og så laver vi en opfølgning på det bagefter, siger Søren Nissen.



Stor tilslutning

Det er samtidig første gang, at så mange forskellige uddannelser er repræsenteret.



- Interessen blandt de studerende bliver større og større. Konceptet omkring, at man bliver sat sammen med nogle studerende med andre professioner, som man så i fællesskab skal arbejde med omkring et projekt, er meget tillokkende, oplever jeg. Det afspejler jo den virkelighed, man kommer ud til, siger han.



De Digitale Dage bliver sparket i gang med en åbningstale fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.



Sidste år lancerede styrelsen en strategi for digitalt byggeri, og det går hånd i hånd med De Digitale Dages fokusområde.



- I strategien er der blandt andet fokus på, at tillid og samarbejde på tværs af fag og faser i byggeriet er afgørende for den videre digitale udvikling af byggeriet, og det støtter vi jo op omkring, siger Søren Nissen og tilføjer:



- For byggebranchen er det ikke længere et spørgsmål om, hvorfor eller hvornår der skal investeres i digitale værktøjer og kompetencer, men snarere hvordan.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.16