Der er god forretning for de store pensionsselskaber i at satse bæredygtigt og i træbaserede modulsystemer til bolig- og erhvervsprojekter.
Hos Pension Danmark Ejendomme siger direktør Marius Møller, at med de 3 - 3,5 mia. kr., som selskabet årligt investerer i danske ejendomme, er det Pension Danmarks tilgang selv at skabe sine investeringer.
- Derfor går vi meget ind i udviklingsarbejdet omkring bæredygtigt byggeri. Og i hele byggeriets værdikæde, i byområder, boliger og kontorer, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Her kommer træbaseret modulbyggeri - og fokus på bæredygtige materialer samt ny byggeteknik - naturligt ind, siger han, og understreger samarbejdet om fremtidens studieboliger som et eksempel.
- Her søger vi en vis gentagelse fra byggeri fra byggeri. Det sparer tid, energi og ressourcer og samtidigt giver modulbyggeri muligheder for forskellige former for arkitektur og rumelementer, der reducerer CO2-belasningen, siger Marius Møller.
- Udgangspunktet for fremtidens krav til bæredygtigt byggeri bliver nøje at overveje mere træbyggeri. Ved at se på energiforbrug ved fremstilling og transport kan vi halvere CO2-udslippet, hvis vi for eksempel investerer i hele byområder som overvejende træbyggeri, siger Marius Møller.
Han nævner det nye kvarter Trælasten i Aarhus, på 70.000 kvm og Vejlandskvarteret på Amager, hvor PensionDanmark er involveret i 220.000 nye kvm.
- Forhold til kvalitet, pris, tid og hvad der bliver efterspurgt - ikke mindst at materialer kan skilles ad igen og genbruges - vil være afgørende for, hvordan vi kommer til at bygge med for eksempel træ, siger han.
- Og det er en kendt teknik, ikke mindst i de andre nordiske lande, så vi kan se, der er en langsigtet værdi ved den type systemer, siger Marius Møller.
Det lange lys på
Også hos Danmarks største ejendomsinvestor, pensionsselskabet PFA, er der planer om at investere i en fremtidssikret byplanudvikling.
PFA har hovedsæde i den københavnske Nordhavn og har købt detailhandelselskabet Nordhavn P/S med henblik på at gennemføre næste fase af detailhandelsudviklingen og -driften i området.
PFA vil være langsigtet ejer af selskabet i Århusgadekvarteret, som pensionsselskabet har interesse i, blandt andet på grund af selskabets eget domicil i området.
- Vi har et ønske om at bidrage aktivt i vores nærområde. Det betyder, at vi selvfølgelig ønsker at tage et aktivt ejerskab, og derfor har vi valgt at gå langsigtet ind i denne investering for at drive og udvikle en sund byudvikling af området, siger Mikael Arne Fogemann, der er chef for Danske Ejendomme i PFA, i en pressemeddelelse.
At bæredygtighed er højt på dagsordenen er afgørende for, at investeringen bliver fornuftigt forrentet, siger Mikael Arne Fogemann og tilføjer, at derfor passer investeringen rigtig godt ind i pensionsselskabets samlede ejendomsportefølje.
Overvejer mere træbyggeri
Ejendomsudviklingsdirektør Robert Nellemann hos Danica Ejendomme, siger til Licitationen, at selskabet medvirker ved meget nybyggeri, lige nu Postbyen i København, hvor ikke færre end 200.000 nye kvm nybyggeri er på vej.
- I Postbyen har vi ikke særskilt fokus på modul- og præfabrikeret byggeri. Men vi kigger p.t. på projekter, der også kan involvere modul- og træmaterialer.
Og vi sikrer os, at alt, hvad vi foretager os fremover bliver miljøcertificeret efter højest mulige Leed eller DGNB-standard, siger han, og tilføjer, at det også er efterspurgt i Postbyen, hvor Danske Bank som en af ankerlejerne også efterspurgte certificering.
- I det hele taget vil vi søge, at alle projekter, vi kigger på, vil være både grønne og effektive. Lige nu bygger vi både kontorbyggeri og boliger, med hovedfokus på boligdelen fremover, siger han til Licitationen.
Han tilføjer, at Danica Ejendomme hilser den kommende kommuneplan for København velkommen. Den drejer sig om at skabe boligenheder, der fremover bliver mindre, det vil sige sikre færre kvm pr. bolig, så flere får råd og mulighed for at bo i hovedstaden.
-Det handler om at være så ambitiøs som muligt på miljøsiden, herunder tænke genbrug ind, samt at bygge og investere i projekter, der blandt andet kan sikre en mangfoldig by og være med til at modvirke blandt andet ensomhed, siger Robert Nellemann til Licitationen.
Store pensionsselskaber satser på træ- og modulbyggeri
PensionDanmark, PFA og Danica Ejendomme vil i fremtiden gå målrettet efter certificerede byggematerialer og bæredygtige metoder, herunder modulbyggeri