23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Vallensbæk, Tårnby, Toftlund, Bogense, Tønder, Syddjurs og Køge

REGION HOVEDSTADEN

VALLENSBÆK
Renovering af installationer
Vallensbæk Boligselskab har ansøgt om godkendelse af et renoveringsprojekt i Højstrupparken, herunder optagelse af kreditforeningslån til finansiering, huslejestigninger og igangsættelse af projektet, og den gav Vallensbæk Kommunalbestyrelse på sit seneste møde.

Højstrupparken har fået udarbejdet en tilstandsvurdering på vand- og varmeinstallationer. Det viser sig, at afdelingens vandinstallationer og faldstammer er i meget dårlig stand med tæringer og utætheder, og der er behov for gennemgribende renovering af installationerne. Renoveringsprojektet indeholder et nyt varmeanlæg, herunder nye radiatorer og rør i boligen, nye varmehovedrør i kælderen og nye varmeinstallationer i varmecentralen, nye vandinstallationer, herunder nye rør i boliger, nye hovedrør i kælderen og nye installationer for brugsvand i varmecentralen samt nye faldstammer og rør i boliger.

Der er forventet byggestart i juli 2020 med forventet aflevering i foråret 2021, og de samlede forventede udgifter til projektet er 23.983.151 kr.

TÅRNBY
Ridehaller
Tårnby Kommunalbestyrelse har vedtaget Lokalplan 140 Amagerland Rideskole endeligt.

Lokalplanen gør det muligt at opføre to ridehaller og en lade samt anlægge ridebane og jordfolde.

TÅRNBY
Punkthuse og rækkehuse
Tårnby Kommunalbestyrelse har besluttet at sende forslag til lokalplan 142 og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg for Tømmerup Haveby i offentlig høring.

Planforslagene er udarbejde med udgangspunkt i NREP’s Plushusene koncept.

Det er lokalplanens formål at give mulighed for boligbyggeri i form af rækkehuse og etageboliger i op til tre etagers højde, fastholde eksisterende institutioner og sikre sammenhængende grønne friarealer og klimatilpasningsløsninger i området.

Bygherres bebyggelsesplan omfatter tre boligklynger med punkthuse og rækkehuse. Boligerne organiseres omkring fælles grønne friarealer med plads til ophold og leg samtidig med at de grønne arealer også kan fungere til at håndtere regnvand. I punkthusene indrettes der boliger i størrelser på mellem 60 og 80 kvm, og boligstørrelsen i rækkehusene bliver cirka 110 kvm fordelt på to etager.

Lokalplanområdets samlede bebyggelse skal fremstå variereret hvad angår højder, materialer og facadelinjer. Bebyggelsen opføres med primært to materialetyper, nemlig tegl og træ.

REGION SYDDANMARK

TOFTLUND
Dagligvarebutik
Tønder Kommunalbestyrelsehar godkendt forslag til Lokalplan nr. 146-410 og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg for Centerområde Søndergade Syd, Toftlund. Planforslagene fremlægges herefter i offentlig høring i fire uger.

Forslagene er udarbejdet på baggrund af et ønske fra Toftlund Brugs om at få mulighed for at udvide og en ansøgning om at får mulighed for at opføre bebyggelse til liberale erhverv og serviceerhverv.

BOGENSE
Ombygning
Nordfyns Kommunalbestyrelse har besluttet at sende forslag til lokalplan 2019-16 Bogense Kyst og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg i fire ugers offentlig høring.

Det nye plangrundlag gør det muligt at ombygge Bogense Kysts hovedbygning til ni ferieboliger og opføre en ny helårsbolig.

Det er CH Byggeservice, som på vegne af ny ejer af hovedbygningen og ejerforeningen Bogense Kyst har ansøgt om udarbejdelse af nyt plangrundlag.

TØNDER
Oplevelsescenter
Tønder Kommunalbestyrelse har godkendt en projektbeskrivelse for oplevelses- og formidlingscentret Zeppelin Tønder. Zeppelin Tønder projektet er en ambitiøs satsning, hvor Tønder Kommune er i strategisk partnerskab med Jyllands-Postens Fond om at etablere et oplevelses- og formidlingscenter i internationalt format. Projektbeskrivelsen med tids- og handleplan danner udgangspunkt for det nærmere arbejde med udvikling af koncept og forretningsplan. Til sommer forventes projektet præsenteret i sin helhed.

Visionen for Zeppelin Tønder er, at centret skal være et førende nationalt fyrtårn indenfor oplevelse og formidling med et nyskabende og spektakulært oplevelsesunivers, og at det skal være internationalt kendt og anerkendt indenfor oplevelse og formidling af første verdenskrig og zeppelinere.

REGION MIDTJYLLAND

SYDDJURS
Varmepumper
Trustrup-Lyngby Varmeværk har overtaget varmeforsyningsområdet i Rosmus fra NRGi Lokalvarme, og i den forbindelse ønsker varmeværket at etablere nye luft-vand varmepumper samt to biomassekedler i byens eksisterende forsyningsområde som erstatning for det eksisterende anlæg, der er teknisk udtjent. Fjernvarmeselskabet ønsker at etablere et varmepumpeanlæg bestående af 10 små luft-vand varmepumper samt to biomassekedler. Det fremlagte varmeprojekt fik Syddjurs Byråds endelige godkendelse for nylig.

Trustrup-Lyngby Varmeværk har ligeledes overtaget varmeforsyningsområdet i Balle-Hoed-Glatved fra NRGi Lokalvarme. I forbindelse med overtagelsen ønsker varmeværket at etablere nye luft-vand varmepumper samt biomassekedel i byens eksisterende forsyningsområde. Der er tale om at varmepumpeanlæg bestående af 40 små varmepumper med en samlet kapacitet på 900 kW samt to 450 kW biomassekedler. Også dette projekt har fået byrådets endelige godkendelse.

Endelig har Trustrup-Lyngby Varmeværk overtaget Tirstrup varmeforsyningsområde. Her vil varmeværket også etablere et varmepumpeanlæg bestående af 40 små varmepumper med en samlet kapacitet på 900 kW samt to 450 kW biomassekedler. Her er byrådets godkendelse også på plads.

HORNSLET
Tæt-lave boliger
Syddjurs Byråd har godkendt forslag til lokalplan nr. 430 Område til boligformål ved Tingvej i Hornslet og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg, som herefter fremlægges i offentlig høring i otte uger.

Planforslagene er udarbejdet på baggrund af et konkret ønske om at opføre seks nye tæt-lave boliger ved Tingvej i Hornslet.

REGION SJÆLLAND

KØGE
Plejeboliger
Køge Byråd har anlægsbevilget 23,138 mio. kr. til et plejeboligbyggeri med 10 boliger, som opføres i tilknytning til Køge Nord Plejecenter, og 3,290 mio. kr. til de tilhørende servicearealer.

Byrådet besluttede i forbindelse med vedtagelse af budget 2020-2023 at afsætte 26,428 mio. kr. til erstatningsbyggeri for botilbuddet Føllehavegård, idet botilbuddet ikke er tidssvarende.

Boligerne bliver 75 kvm store og det tilhørende serviceareal bliver cirka 100 kvm stort.

Byggeopgaven sendes ifølge tidsplanen i udbud i totalentreprise til foråret, og byggestarten er programsat til december 2020.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.156