23948sdkhjf

Tre entreprenører vil omdanne journalisternes kravlegård til 350 boliger

Casa, Dansk Boligbyg og JFP er med på de tre totalentreprisehold, der er i spil til at bygge 300 ungdomsboliger og 50 familieboliger på området, hvor Journalisthøjskolen i Aarhus står i dag. Det oplyser Christina Neergaard-Petersen, projektleder ved Cowi, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Når Journalisthøjskolen flytter fra det nuværende betonbyggeri i Skejby i foråret 2020, skal området på Olof Palmes Allé omdannes til et nyt bykvarter. I den forbindelse skal Østjysk Bolig bygge de mange nye boliger på stedet. 

De 300 almene ungdomsboliger er på i alt 12 000 kvm, mens de 50 familieboliger udgør 5 000 kvm, inklusiv fællesarealer og med tilhørende udearealer.

Projektet har en fastsat totalentreprisesum på 205 mio. kr. 

Christina Neergaard-Petersen forventer, at man kan udpege en vinder af projektet lige inden sommerferien, altså omkring den 1. juli 2020. 

JFP oplyser selv, at firmaet er på hold med Rum, Reiulf Reimstad, Sweco og Green Sustainable Landscape.

Fællesskab som værn mod ensomhed
Konkurrencen står på skuldrene at et forarbejde som Østjysk Bolig fik udført i forbindelse med lokalplanen for området, hvor man undersøgte forskellige former for fællesskaber. Der ønskes således også i dette projekt kvalificerede bud på, hvordan bebyggelsens udformning kan være med til at fordre fællesskaber og samvær mellem mennesker. 

Østjysk Bolig ønsker at gøre godt dagslys til et fokuspunkt fra projektets start, så bedst mulige dagslysforhold sikres overalt i bebyggelsen. Samtidig er det forhåbningen, at gode dagslyskrav er indarbejdet i projektet i en sådan grad at dette forhold er med til at definere udformningen af et varieret facadeforløb og lejlighedernes indretning.

Bebyggelsen skal ikke certificeres, men det er ønsket, at projektets udformning tydeligt afspejler indarbejdelse af bæredygtige elementer. Herunder særligt anvendelse af bæredygtige materialer. Der skal desuden indtænkes vedligehold, som et bæredygtighedselement, så materialer og installationer kræver minimal udskiftning og vedligehold. Elementer, som kræver udskiftning i bygningens levetid skal nemt kunne demonteres.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126