23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Direktør afviser kritik fra underentreprenører

Der er ikke hold i beskyldningerne, en række underentreprenører retter mod G.V.L Entreprise, lyder det fra selskabets adm. direktør

Hos G.V.L Entreprise er man langt fra enig i den kritik, en række underentreprenører retter mod virksomheden på det sociale medie LinkedIn.

Kritikken kommer fra flere sider på et opslag skrevet af Philip Rytter fra Dansk Totalentreprise og går på manglende betalinger og en oplevelse af, at det er kutyme for virksomheden at arbejde på den måde.

Det afvises af G.V.L Entreprises ejer og adm. direktør Allan Pagh Hansen, der over for Licitationen - Byggeriets Dagblad oplyser, at han ikke er bekendt med opslaget, som en af G.V.L’s egne ansatte ellers har kommenteret med et forsvar af G.V.L.

Overordnet om kritikken, siger Allan Pagh Hansen:

- Jeg tror, der er meget store forventninger om, hvad man skal have og desværre konkret meget lidt forståelse for aftalegrundlaget

Når der kommer ekstra krav fra underentreprenører, så tager G.V.L dem videre til bygherre, forklarer han.

- Hvis bygherren afviser, så afviser vi også, da vi laver back-to-back på vores aftaler, oplyser han og fortsætter:

- Hvis man ikke leverer i henhold til aftaler både for så vidt angår kvalitet og tid, så vil det også være et problem.

Erkender voldgiftssager
Flere af underentreprenørerne oplyser, at de har bragt deres krav videre.

Allan Pagh Hansen oplyser, at G.V.L har flere sager i Voldgiftsnævnet og fortæller, at der er tale om i størrelsesordenen 5-10 sager.

- Det er på ingen måde anderledes end andre i branchen, siger han og påpeger, at der er tale om sager mod såvel bygherrer som underentreprenører.

- I tilfældet med Philip Rytter kan jeg garantere, at han ikke får ret, lyder det fra G.V.L-direktøren, der forklarer, at Dansk Totalentreprise ikke har fulgt tidsplanen, og at arbejdet ikke er korrekt udført.

- Derudover, er det ham (Philip Rytter, red.), der uberettiget har ophævet samtlige underentreprisekontrakter, lyder det.

Han gør samtidigt opmærksom på, at Philip Rytter i voldgiftssagen ikke har fremført det påståede betalingskrav i millionstørrelsen.

- Vi kører en voldgiftssag mod G.V.L, som alene vedrører et modkrav, G.V.L har rejst på 1,1 mio. kr. + moms, og som vi finder er uberettiget, oplyser Philip Rytters advokat, Philip Lönborg fra PHL Advokatfirma.

- Vi afventer en stadeopgørelse i forbindelse med en byggesag, hvor Dansk Totalentreprise har ophævet kontrakten. Når stadeopgørelsen foreligger, kan vi konkretisere kravet mod G.V.L, og kan der ikke opnås enighed om betaling, vil vi med stor sikkerhed indlede en voldgiftssag om dette krav, fortsætter han.

Forskellige syn på sagerne
Samlet hævder underentreprenørerne, at der udestår betaling for millioner. Philip Rytter oplyser, at G.V.L alene skylder ham 3,9 mio. kr.

- Det er ren og skær opspind, svarer Allan Pagh Hansen og fortsætter:

- Alle i den her branche, der bare er lidt professionelle, kender AB92.

Kvalifuge ApS mener, at de har 60.000 kr. til gode. Allan Pagh Hansen afviser derimod, at der et betalingskrav, og oplyser, at der ikke er udført nogen arbejder for G.V.L "som berettiger til betaling", og at G.V.L ikke ved, hvor de 60.000 kr. stammer fra.

G.V.L er alene bekendt med en påkravsskrivelse på knap 7.500 kr. for arbejde, der aldrig er udført, lyder det fra direktøren.

- Kravet er da heller ikke forsøgt inddrevet, og det er nu også forældet. Hvis der havde været noget i det, havde han nok gjort noget mere ud af det. Det er ren opspind, lyder det fra Allan Pagh Hansen.

Kent Madsen fra Kvalifuge ApS fastholder, at der er et betalingskrav, og at beløbet er forsøgt inddrevet via inkassofirma. Samt at der er udført arbejde:

- Jeg har arbejdet meget for G.V.L. Det her er den måde, de arbejder på, siger Kent Madsen.

Allan Pagh Hansen bekræfter, at der verserer en retssag i tilfældet med sikkerhedsvirksomheden SmartGuard, der mener, man har 38.000 til gode.

Han oplyser, at G.V.L har gjort indsigelser mod betalingskravet, da firmaet mener, at der er foretaget "ualmindeligt mange alarmkørsler".

Og han oplyser, at SmartGuard er vendt tilbage på G.V.L’s svarskrift med et forligstilbud, som G.V.L nu overvejer.

Casper Wilken, indehaver af SmartGuard påpeger, at indsigelserne først kom, da der kom advokat på.

- Vi bruger rigspoliti godkendt kontrolcentral, som afgør, om der skal køre vagt ud. Der er dokumentation for samtlige udkald. Vi har kun gjort, hvad vi er blevet bedt om, siger han og fortæller, at det var G.V.L.s advokat, der henvendte sig med forligstilbud, som SmartGuard afviste.

I stedet er SmartGuard kommet med et modtilbud, lyder det fra Casper Wilken.

Allan Pagh Hansen nikker derudover til, at der verserer en voldgift med installationsvirksomheden Verdo.

Han fortæller, at G.V.L’s bygherre har gjort mangler gældende, som er videreført over for Verdo, at der kører syn og skøn, og at G.V.L’s og Verdos advokater er blevet enige om at sætte voldgiftssagen i bero, indtil der foreligger skønserklæringer.

At sagen er i bero, afvises dog af Morten Birch, der er konstitueret adm. direktør i Verdo:

- Vi har stævnet dem. Det er rigtig nok, at der kører syn og skøn. Men det er en del af processen. Vi har ikke sat noget i bero, siger han.

Afviser at trække i langdrag
G.V.L beskyldes af flere underentreprenører for at tænke i at holde betalinger tilbage. Det afviser Allan Pagh Hansen fra G.V.L:

- Det er helt og aldeles forkert. Selvfølgelig gør vi ikke det.

- Man får selvfølgelig penge for det arbejde, man har udført. Hverken mere eller mindre, fortsætter han og afviser desuden, at G.V.L skulle tænke i at trække sager i voldgiften og i langdrag, så underentreprenører opgiver deres forehavende.

- Det ville være hjernedødt, for det er pivhamrende dyrt for alle parter. Det er ikke noget, man spekulerer i. Det er det sidste middel, når to parter ikke kan blive enige, siger han.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.11