Teknikentreprenøren Bravida Danmark A/S er på vej til at sætte flere rekorder i 2019.
For det første står omsætningsrekorden på 2,3 mia. kr. fra sidste år for fald. Efter tre kvartaler er aktivitetsniveauet 20 pct. højere end samme tidspunkt sidste år, og ultimo september har Bravida omsat for næsten 2 mia. kr.
Det viser den nye delårsrapport for tredje kvartal. Her har virksomheden også for første gang nogensinde rundet 2.000 ansatte.
Adm. direktør Johnny Hey glæder sig også over, at lønsomheden er fastholdt.
- Både aktivitetsniveau og indtjening forløb efter budgettet i tredje kvartal, siger han og tilføjer, at det er positivt, at bådes vækst og markedsposition inden for service og installation fortsat styrkes gennem opkøb.
Lavere organisk vækst
Bravida har foretaget hele seks opkøb i 2019, hvoraf de fem er registreret i de tre første kvartaler.
Opkøbene har kompenseret for, at den organiske vækst ikke helt har levet op til forventninger. I tredje kvartal er den på 3 pct. og for hele året frem til september er den på 4 pct. Målet er 5 pct.
- Vi er ikke helt tilfredse med den organiske vækst, men udviklingen hænger sammen med, at vi har fokus på at få valgt de rigtige opgaver og generelt fokuserer lidt mindre på projektopgaver og mere på service og vedligehold. Vi må bare erkende, at den type opgaver tager lidt længere tid at løbe i gang, siger Johnny Hey.
Bravida er godt på vej mod nyt rekordår
Teknikentreprenøren har rundet 2.000 ansatte