Huscompagniets annoncerede køb af konkurrenten Eurodan-huse skaber en gigant på det danske marked for typehusbyggere, da de to selskaber tilsammen forventes at sælge cirka 2.000 huse i 2019.
Det vurderes, at de sidder på 40 pct. af det samlede salg af fritliggende enfamilieshuse herhjemme. Købet er da også betinget af konkurrencemyndighedernes accept.
- Nu har vi tegnet aftalen, og den skal igennem en proces, så den kan blive godkendt. Ser du på hele boligmarkedet, så er der utroligt mange spillere. Der bliver bygget cirka 30.000 boliger i Danmark i hele landet. Der er vi stadig en lille spiller, siger Karsten Rydder Pedersen, der er adm. direktør hos Huscompagniet.
De 30.000 boliger dækker både lejligheder, parcelhuse og sommerhuse.
Med en omsætning på 3.349 mio. kroner og cirka 1.400 solgte huse i Danmark er Huscompagniet med afstand landets største husbygger.
Konkurencen skærpes
Det forhold bliver udbygget markant med opkøbet af Eurodan-huse, som indtager andenpladsen med en omsætning på 1.089 mio. kroner i det seneste regnskabsår.
Nummer tre på listen er Lind & Risør, der udelukkende koncentrerer sig om det sjællandske marked, og som sidste år omsatte for 935 mio. kroner. Lind & Risør har ikke ønsket at udtale sig til denne artikel.
For den mindre husbygger Milton Huse, kommer Huscompagniets køb af Eurodan-huse som en overraskelse.
- Det kan godt ske, at det her vil skærpe konkurrence. Men det er ikke noget vi frygter, siger adm. direktør Erik Rehnquist fra Milton Huse.
Licitationen - Byggeriets Daglad har fornylig udgivet en brancheanalyse, hvor det fremgår, at de største tre største husbyggere det seneste år har øget både omsætning og markedsandele, mens branchens store flertal af mindre virksomheder kæmper for at holde indtjeningen oppe.
HusCompagniet, Eurodan-huse og Lind & Risør øgede til sammen omsætningen med 671 mio. kroner alene i løbet af det seneste regnskabsår.
Huscompagniets opkøb øger konkurrencen
Huscompagniets køb af Eurodan-huse skal godkendes af Konkurrencestyrelsen