23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Sorgenfri, Brøndby, Osted, Lemvig, Ryomgård, Ebeltoft, Skanderborg og Klarup

REGION HOVEDSTADEN

SORGENFRI
Udvikling af bymidte
Lyngby-Taarbæk Kommune er i gang med at udarbejde en ny helhedsplan for Sorgenfri bymidte. På baggrund af dialogen med borgerne er der nu udarbejdet tre foreløbige scenarier, som skal drøftes på Byplanudvalgets møde 9. oktober, hvor rådgiver på projektet holder et oplæg om scenarierne.

I scenarie 1 indgår blandt andet en ny og større Irma med samme beliggenhed som i dag og mulighed for nye bebyggelse i flere etager på Sydtorvet. Scenarie 2 giver mulighed for nybyggeri på hele Nordtorvet med en større Irma samt mindre butikker/liberalt erhverv i dele af stueetagen og med boliger ovenpå. I scenarie tre flyttes Irma til Sydtorvet, og der bygges to etager med boliger ovenpå butikken.

BRØNDBY
Staldbygning
Der er brug for at få fornyet eller udskiftet staldbygningen på Højkær Byggelegeplads i Brøndby. Byggelegepladsen har i dag en stald til tre heste, men den er over 40 år gammel, forfalden og lever ikke op til ny lovgivning vedrørende hestehold.

Forvaltningen anbefaler, at den eksisterende stald rives ned for at give plads til en ny stald på samme placering og med samme omfang, og søger om at få anlægsbevilget 2,1 mio. kr. til formålet. Det er 600.000 kr. mere end der er afsat til formålet.

Børneudvalget i Brøndby kommune bakker op om forvaltningens anbefalinger.

REGION SJÆLLAND

OSTED
Boliger
Lejre Kommunalbestyrelse har godkendt lokalplan LK 66 for boliger ved Møllegården i Osted og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.

Der er udarbejdet en udbygningsaftale for et trafikprojekt, hvor bygherren forpligter sig til at etablere svingbaner og helle på Hvalsøvej.

Lokalplanen giver mulig for opførelse af 70 parcelhuse og to storparceller med plads til cirka 59 rækkehuse. Boligerne skal generelt organiseres i klynger, og placeres ind i landskabets kurver.

REGION MIDTJYLLAND

LEMVIG
Udvikling af sundhedshus
Region Midtjylland og Lemvig Kommune samarbejder om etablering af Lemvig Sundhedshus, og nu foreligger der en ny helhedsplan, som indstilles til godkendelse i Lemvig Kommunalbestyrelse.

Der blev i 2015 udarbejdet en helhedsplan for Regionshospitalet Lemvig (i dag Lemvig Sundhedshus). Grundet udvikling i ønsker til funktioner i huset i den mellemliggende periode har der været behov for at opdatere helhedsplanen fra 2015.

Af den nye helhedsplan fremgår det, at Lemvig Kommune lejer og renoverer et areal på plan 1 til kommunal sår- og sygeplejeklinik og et areal på plan 3. Desuden køber kommunen en grund i tilknytning til sundhedshuset til brug for nyt byggeri.

Hvis alt går som planlagt vil helhedsplan og dispositionsforslag være vedtaget i Regionsrådet og Lemvig Kommunalbestyrelse ved udgangen af oktober måned, hvorefter projektering og udbud afvikles fra november til januar. I februar skal nybyggeriet i gang, og i juli 2020 skal en klinik for almen medicin tages i brug, mens en ny akutklinik skal være klar til brug i marts 2021.

RYOMGÅRD
Otte rækkehuse
Melgaard Ejendomme ApS har indsendt ansøgning om lokalplanlægning for ejendommen Marienhoffvej 19b til otte tæt-lave rækkehuse til Syddjurs Kommune.

Melgaard Ejendomme Aps har ligeledes indsendt udstykningsønsker for Marienhoffvej 30 til åben-lave parcelhuse med mulighed for dobbelthuse. Syddjurs Kommune har desuden vurderet, at det vil være hensigtsmæssigt at inddrage et større område end de to ovenstående ejendomme med henblik på at overføre en række gårdbebyggelser fra landzone til byzone, samt justere lokalplanlægningen for et område omfattet af Lokalplan nummer 97 for boligområde ved P. Vejsgaardsvænget, som ejes af Syddjurs Kommune.

Der foreligger nu et forslag til lokalplan for det amlede område, som Udvalget for plan, udvikling og kultur anbefaler til fremlæggelse i offentlig høring.

EBELTOFT
Bofællesskab
Syddjurs Kommune har modtaget en henvendelse fra Fabulas Aps om etablering af et generationsbofællesskab på et areal ved Egsmarkslund, Ebeltoft. Fabulas har indsendt forslag til bebyggelsesplan, hvis hovedprincipper vil danne udgangspunkt for den videre dialog.

Tanken er at opføre et bofællesskab, hvor generationer bringes sammen, og hvor de primære målgrupper er aktive seniorer (50+) og yngre børnefamilier, og hvor alt byggeri skal opføres i træ med fokus på bæredygtighed. Boligerne placeres i klynge-strukturer i tæt kontakt til naturen, og der indgår både åben-lave, tæt-lave og etageboliger i planerne.

Projektet er ikke i overensstemmelse med kommuneplanen, hvad angår den specifikke anvendelse. Ændring af rammebestemmelserne vil indgå i Byrådets behandling af Kommuneplan 2020, og igangsætning af en lokalplanproces vil i givet fald kunne ske, når kommuneplanen er endeligt vedtaget.

Udvalget for plan, udvikling og kultur havde sagen på dagsordenen forleden, og udvalget er indstillet på at fremme planprocessen og dermed, at administrationen udarbejder en igangsættende plansag til udvalget.

SKANDERBORG
Daginstitution
Skanderborg Byråd har vedtaget Lokalplan 1150 endeligt. Lokalplanen vil gøre det muligt at opføre en daginstitution ved Dyrehaven i Sølund.

SKANDERBORG
Etageboliger
Skanderborg Byråd har besluttet at sende Lokalplan 1155 - Etageboliger ved Vesterskovvej, Skanderborg med miljørapport og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg i offentlig høring i otte uger.

I 2016 vandt Skanderborg Andelsboligforening et udbud af det kommunalt ejede område vest for Sundhedscentret i Skanderborg, og med udgangspunkt i vinderprojektet blev der udarbejdet forslag til nyt plangrundlag. En række naboer indgav imidlertid en klage, og Planklagenævnet afgjorde, at planprocessen skulle have omfattet en foroffentlighedsfase, hvorfor den første lokalplanlægning blev ophævet. Der er derfor behov for ny planlægning for udbudsprojektet, såfremt byrådet fortsat ønsker, at SAB skal kunne gennemføre deres projekt med almene boliger.

Plangrundlaget vil give mulighed for at opføre etageboliger fordelt på tre bygninger i op til fem etager. SAB oplyser, at der i øjeblikket projekteres med 68 lejligheder i alt. Det fremgår det af byrådsreferatet.

REGION NORDJYLLAND

KLARUP
20 almene boliger
By- og Landskabsudvalget i Aalborg Kommune anbefaler over for byrådet, at skema A for 20 nye almene familieboliger i Klarup, som Vivabolig vil opføre, godkendes.

Der er tale om et byggeri med en samlet støtteberettiget anskaffelsessum på 40.079.000 kr.

Boligerne, der opføres i byudviklingsområdet Klarup Søpark, opføres som tæt-lavt byggeri i fem klynger. Boligerne bliver 100 kvm store.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.14