REGION HOVEDSTADEN
ØLSTYKKE
Tæt-lav boligbebyggelse
Egedal Byråd har godkendt forslag til lokalplan 56 - Mosevej 22, der herefter fremlægges i offentlig høring i fire uger.
Lokalplanen vedrører et areal på omkring 10.000 kvm i den nordlige del af Ølstykke Stationsby, som er kendetegnet ved en blandet bebyggelse af parcelhuse og rækkehuse. Med den nye lokalplan kan der opføres en ny tæt-lav boligbebyggelse med op til 30 boliger.
Der gives mulighed for en bebyggelse bestående af række- eller dobbelthuse i en-to etager placeret omkring et fælles, grønt opholdsareal.
EGEDAL
Plejeboliger
Egedal Byråd har besluttet at fremlægge lokalplanforslag 55 - Boliger i Egedal By Syd med tilhørende forslag til kommuneplantillæg og miljørapport for Egedal By Syd i offentlig høring i fire uger.
Byrådet vedtog sidste år, at der skal placeres 78 plejeboliger i den sydlige del af Egedal By, hvilket den nye lokalplan vil bane vej for. Området inddeles i fem delområder, hvor der kan opføre forskellige typer bebyggelse i de tre.
Et fjerde delområde udgør en del af det rekreative landskab, som binder kvarteret sammen med resten af Egedal by og Maglevad. Området planlægges som en offentligt tilgængelig landskabspark.
Det sidste delområde skal rumme støjafskærmning og ikke-støjfølsom bebyggelse som parkeringshuse, område for storskrald og byttecentral.
SMØRUM
Renovering af skoler
Smørum og Ølstykke distriktsskoler - Hampelandskolen og Balsmoseskolen - i Egedal Kommune skal renoveres og bygges ud, og på det seneste møde i Egedal Byråd blev det besluttet, at der skal indgå multihuse og ikke egentlig haller i renoveringsprojekterne. Herefter kan der arbejdes videre med udbud og projektering.
LEDØJE
Varmepumpe
Egedal byråd har besluttet at sende lokalplanforslag 57 og et tilhørende kommuneplantillæg for energianlæg ved Råbrovej i offentlig høring. Smørum Kraftvarme, som ejer det eksisterende solvarmeanlæg ved Råbrovej 54 ønsker at udvide anlægget med en 5 MW luft til vand varmepumpe, hvilket bliver muligt med det nye plangrundlag.
RØDOVRE
Udskiftning af vand- og afløbsinstallationer
AKB, Rødovre v/KAB har ansøgt Rødovre Kommune om godkendelse af lånoptagelse, der foreløbigt er beregnet til 114.506.566 kr., til brug for renovering af installationer og nye køkkener i afdelingen Ved Milestedet, og den gav Rødovre Kommunalbestyrelse forleden.
AKB har igennem længere tid arbejdet på en helhedsplan for afdelingen.
Behovet for renovering af afdelingens vand- og afløbsinstallationer er imidlertid akut og kan ikke afvente godkendelsen af helhedsplanen.
Udskiftning af vand- og afløbsinstallationer til nye skal gennemføres i samtlige af afdelingens 454 boliger, og arbejdet forventes gennemført i perioden fra tredje kvartal 2020 til tredje kvartal 2021.
Projektets samlede anskaffelsessum er opgjort til 132.506.566 kr.
REGION SJÆLLAND
NÆSTVED
Ombygninger
Der er i budget 2019 og i budget 2020 afsat 5 mio. kr. til ombygninger i Birkebjergparken i Næstved, og forleden godkendte økonomiudvalget i Næstved Kommune administrationens forslag til, hvor og hvordan pengene skal bruges.
Pengene vil blandt andet blive brugt på at ombygge Birkebjerg Allé 1-5, Otterupvej 2 samt Tommerupvej 1, 3 og 5, der fremover skal rumme Næstved Ressource Center, og på at ombygge Troensevej 15 til brug for Specialpædagogisk Netværk. Ombygningerne gennemføres for at kunne udflytte nævnte virksomheder til Birkebjergparken, idet der er ønske om at få frigivet plads til andre formål på deres nuværende adresser.
NÆSTVED
Nyindretning af tagetage
Næstved Kommune har givet landzonetilladelse til indretning af kontorer i tagetagen på en tidligere driftsbygning på Holmegaardsvej 71, 4684 Holmegaard samt til etablering af trappetårn til tagetagen.
Afgørelsen kan påklages frem til 25. oktober.
REGION SYDDANMARK
BOGENSE
Udbygning af plejecenter
Nordfyns Kommunalbestyrelser har besluttet at sende forslag til Lokalplan 2019-5 og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg i offentlig høring i otte uger.
Det nye plangrundlag er udarbejdet for at muliggøre en udvidelse af plejecenteret Møllehaven, og samtidig fastlægger det de overordnede rammer for friluftsstationen, der er nabo til Møllehaven.
Møllehaven ønskes udvidet med 12 pladser.
OTTERUP
Vaskehal
Nordfyns Kommunalbestyrelse har sagt god for, at der kan udarbejdes lokalplan, der gør det muligt at opføre en vaskehal på OK tanken på Søndergade 30 i Otterup.
OK har en større bygningsmasse, som ikke bliver anvendt i dag. OK ønsker at nedrive en del af denne bygningsmasse, for at give plads til vaskehallen.
BOGENSE
Ferieboliger
CH Byggeservice har på vegne af ny ejer af hovedbygningen og ejerforeningen Bogense Kyst ansøgt Nordfyns Kommune om udarbejdelse af nyt plangrundlag for Bogense Kyst.
Det nye plangrundlag skal bane vej for ombygning af hotellets hovedbygning til ni ferieboliger, opførelse af en ny helårsbolig, ligesom det skal give mulighed for helårsanvendelse af eksisterende ferieboliger.
Nordfyns Kommune har godkendt, at der udarbejdes nyt plangrundlag.
REGION MIDTJYLLAND
LØSNING
Udbygning af bofællesskab
Den selvejende institution Skærvebo i Løsning, som driver et bofællesskab for fysisk og psykisk udviklingshæmmede, ønsker at udbygge bofællesskabet med seks boliger, så det i alt kommer til at rumme 26 boliger.
Hedensted Byråd har godkendt udvidelsen og givet tilsagn om lånegaranti og indskudslån til Landsbyggefonden.
Ifølge skema A er anskaffelsesprisen for de seks nye almene boliger 10,75 mio. kr.
HEDENSTED
Demensplejehjem
Hedensted Byråd har besluttet, at der skal etableres et nyt demensplejehjem ved Rugmarken i den sydlige del af Hedensted.
For at det kan lade sig gøre, er det udarbejdet et tillæg til kommuneplanen, som byrådet forleden besluttede at sende i offentlig høring i otte uger.
RANDERS
Varmeforsyning
Randers Kommune har modtaget en ansøgning fra Verdo Varme A/S om etablering af en 18 MW elkedel til nød- og reserveforsyning.
Anlægget ønskes placeret i en ny tilbygning ved varmecentralen på Bronzevej. Projektet kræver kommunens godkendelse efter varmeforsyningsloven, og den gav Miljø- og Teknikudvalget forleden.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Ølstykke, Egedal, Smørum, Ledøje, Rødovre, Næstved, Bogense, Otterup, Løsning, Hedensted og Randers