23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Udlandet køber flere danske mursten

De danske teglværker har i første halvår 2019 øget eksporten af mursten med mere end 15 procent sammenlignet med første halvår 2018

Danske mursten finder i stigende grad vej til udlandet.

Med et samlet salg til udlandet på 228,4 mio. kr. i første halvår 2019, er de danske teglværkers eksport steget med mere end 15 pct. sammenlignet med første halvår 2018, da eksporten lød på 198,1 mio. kr.

Det viser nye tal, som Danske Tegl har hentet hos Danmarks Statistik.

Brancheforeningen adm. direktør, Gitte Krusholm Nielsen, kommer over for Licitationen - Byggeriets Dagblad med flere bud på eksportfremgangen.

Først og fremmest gør teglværkerne en stor indsats, forklarer hun og fremhæver, at de prioriterer lokal tilstedeværelse, rejser ud og er opsøgende. Derudover spiller de danske arkitekter en vigtig rolle.

- Danske arkitekter er generelt populære. De er vokset op med mursten, og tager dem med sig, siger hun.

Gitte Krusholm Nielsen påpeger desuden, at måden, man laver mursten på herhjemme, adskiller sig fra eksempelvis de tyske og svenske producenter, hvilket er med til at gøre dem attraktive.

Forskellen gælder både udtryk og størrelse, hvor de danske sten er lidt mindre, forklarer hun.

Sverige er det største marked
Sverige er med 63,7 mio. kr. fortsat Danmarks største eksportmarked for mursten.

Sverige har traditionelt bygget meget i træ, men den senere tid har der været snak om udfordringer omkring råd.

- Vi oplever, at flere svenske bygherrer begynder at gå væk fra træ for at fokusere mere på totaløkonomi og byggematerialer, der kan modstå det mere ekstreme vejr, siger Gitte Krusholm Nielsen.

Tidligere var det Tyskland, der udgjorde Danmarks største eksportmarked, men Danmark oplever et mindre fald i salget af mursten hertil i første halvår 2019.

Derimod er eksempelvis eksporten til især USA, som dog fortsat er et lille marked, og Storbritannien gået frem.

Salget til Storbritannien er vokset fra 14 mio. kr. til 33,5 mio. kr., og på den anden side af Atlanten er salget gået frem fra 5,8 mio. kr. til 14,6 mio. kr.

- Vi havde egentlig troet, at der ville ske en afmatning som følge af Brexit-kaosset, men nej. Briterne er glade for danske mursten, siger Gitte Krusholm Nielsen.

Om betydningen af den danske eksportfremgang, siger hun:

- Det er selvfølgelig positivt for branchen. Det er godt, at have et stort marked at stå på. Hvis et marked gynger, så er man ikke nær så sårbar, fordi man så har andre markeder at have succes på, siger hun.

Ser I indikationer på, at eksportfremgangen fortsætter?
- Det er svært at forudsige, men jeg er optimistisk, siger Gitte Krusholm Nielsen.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.171