23948sdkhjf

Dansker stopper som direktør i NCC

Ny chef for NCC Building Nordics er hentet i hotelkæden Nordic Choice Hotels

Efter 34 år i NCC tager Klaus Kaae fra februar næste år et stort skridt ned af karrierestigen hos den svenske entreprenørgigant.

Klaus Kaae har sidste arbejdsdag som direktør i NCC Buildings Nordics i februar 2020, hvorefter han bliver tilknyttet koncernen som såkaldt senior adviser.

NCC Building Nordics er en af NCC’s største divisioner og omsatte for cirka 3,7 mia. kroner i de første seks måneder af 2019.

- Siden 2015 har jeg været chef for Norden, og det har været spændende. Men der har også været mange rejsedage, og jeg har været væk 3 - 4 dage om ugen. Og da jeg bliver 60 år til december, har jeg ikke ønsket at fortætte, siger Klaus Kaae til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Han fortæller, at aftalen med koncernchef Tomas Carlsson var, at hvis han fandt den rigtige til at tage over i NCC Building Nordics, så skulle NCC-topchefen slå til.

Fortsætter som rådgiver
Klaus Kaae glæder sig over, at han kan fortsætte i NCC, selvom han træder ud af ledelsen. - Jeg skal arbejde for NCC som senior rådgiver. Jeg har selv nogle ideer om, hvad jeg kan lave, men skal først tale med Tomas Carlsson om det senere, siger Klaus Kaae.

Klaus Kaae

Født : 1959

Stilling : Øverste chef i NCC Building Nordics til februar 2020

Som nyuddannet civilingeniør blev Klaus Kaae i 1985 ansat som produktionsleder i det daværende Rasmussen & Schiøtz (Nu NCC Building).
Har været i NCC gennem hele sin karriere.

Klaus Kaae blev udnævnt til topchef for NCC Building Nordics i oktober 2018, hvor selskabet blev skabt efter en opsplitning af NCC Buildings i to.

Opsplitningen blev besluttet af den nytiltrådte svenske koncernchef Tomas Carlsson, der ønskede at gøre byggedivisionerne i Danmark, Norge og Finland ligeså lønsomme som den svenske.

Det skete efter en periode, hvor byggedivisionerne i Danmark, Norge og Finland ikke havde performet som ønsket. Tiltaget var en del af en større reorganisering af NCC.

Udfordringen i NCC Building Nordics bestod i, at udvalgte projekter var kørt af sporet. Derfor var opgaven for Klaus Kaae at stramme op på risikostyringen og udvælgelsen af projekter.

Har kæmpet
I den seneste kvartalsrapport fra børsnoterede NCC fremgår det, at NCC Building Nordics leverede et positivt driftsresultat i alle lande.

Derudover blev det fremhævet, at NCC Building Nordics var en væsentlig årsag til, at ordrebogen hos NCC var vokset i forhold til samme tidspunkt 2018.

Det skyldes blandt andet ordrer på Kronløbsøen i Nordhavn, Nicolinehus og et boligbyggeri i Tuborg Havn.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har kæmpet med resultaterne i Norge, Finland og Danmark. Men vi har fået en række spændende opgaver ind, og de giver mig troen på, at det ser fint ud nu. Så det er også på den måde et godt tidspunkt at give stafetten videre på, siger han og fortsætter:

- Jeg havde været ked af at stoppe for et år siden, hvor det så mere skidt ud.

Vigtig rolle
Selvom Klaus Kaae fortsætter i NCC, takker Thomas Carlsson allerede nu den danske direktør for indsatsen:

- Klaus Kaae har spillet en vigtig rolle i udviklingen af ikke kun NCC, men i hele industrien i Danmark og Norden gennem hans 34 år i NCC. Jeg er glad for, at han vil fortsætte i NCC i en anden rolle, men vil gerne allerede nu takke ham for en værdifuld indsats.

Klaus Kaae er født i 1959 og kom til NCC som nyuddannet civilingeniør i 1985. Som chef for NCC Buildings Nordics er Klaus Kaae den højestplacerede dansker i NCC, hvor han også er med i koncernledelsen.

Ny chef for NCC Building Nordics bliver svenske Catarina Molén-Runnäs, som kommer fra en ledende stilling hos Nordic Choice Hotels. Catarina Molén-Runnäs er uddannet civilingeniør og har tidligere været ansat 10 år i NCC, hvor hun startede sin karriere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172