23948sdkhjf

Vækst: Lille geolog-firma skal undersøge forurening i Midtjylland

Mange steder i Danmark rummer jorden olie, kemikalier, gift eller andet skidt. Det skal der ryddes op på, er alle enige om, og det skaber vækst i virksomheden KlarMiljø i Holstebro.

Her tilbyder geolog Jacob Steffensen blandt andet forureningsundersøgelser til offentlige og private virksomheder, eksempelvis hvis der skal bygges på en forurenet grund.

Han har også været en af de praktiske hovedkræfter i det seneste gravearbejde i giftdepotet ved høfde 42 på Harboøre Tange. Nu har KlarMiljø sammen med en partner vundet en stor rammeaftale med Region Midtjylland.

Savnede jord under neglene
45-årige Jacob Steffensen var egentlig i gang med en karriere i det rådgivende ingeniørfirma Sweco, hvor han fungerede som gruppeleder for afdelingerne i Aalborg og Holstebro og havde ansvar for cirka 20 medarbejdere. Men det gav meget administrativt arbejde, og han savnede som geolog at få jord under neglene. Derfor tog han for knap tre år siden springet. Han sagde op og dannede KlarMiljø.

Her benytter han sig af en række underleverandører, for eksempel entreprenører med gravemaskiner. Det var hans mening at holde KlarMiljø som en mindre virksomhed, så han selv fik tid til at komme ud på pladserne. Men nu har han sammen med partnerfirmaet i København også budt på en millionstor rammekontrakt om forureningsundersøgelser i Region Nordjylland, og vinder de den, skal der måske omstruktureres.

KlarMiljø har kunder i hele landet, blandt andet kommuner og regioner: Guldborgsund, Hjørring, Frederikshavn, Aabenraa, Struer, Ringkøbing-Skjern, Struer, Holstebro osv. Derudover eksempelvis et forsyningsselskab på Fyn.

Senest har KlarMiljø foretaget en registrering af alle boringer i Struer Kommune. Var de sløjfet og lukket til, eller stod nogle måske stadig åbne med fare for nedsivninger? I Ringkøbing-Skjern har firmaet for nylig opdateret områdeklassificeringen af kommunens erhvervsområder og byzoner.

Bliver i Vestjylland
Jacob Steffensen er født i Idom vest for Holstebro og har også gået på Sønderlandsskolen i Holstebro og Holstebro Gymnasium. Så rejste han til København for at læse til geolog på universitetet. Han fik job i Sweco og overtalte efter et stykke tid ledelsen til at oprette en afdeling i Holstebro.

- Jeg ville gerne, at mine børn skulle vokse op i Vestjylland og have de goder, som følger med det. Jeg har jævnligt opgaver i København og glæder mig over at komme derover, men firmaet bliver liggende i Vestjylland, siger Jacob Steffensen.

Han synes, det er fedt at drive en virksomhed i det vestjyske, der kan levere specialiserede miljøydelser, som der er brug for i hele landet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109