23948sdkhjf

Boligselskab skyder 750 mio. kr. i Roskilde-renovering

Boligselskabet Sjællands to afdelinger Rønnebærparken og Æblehaven, der ligger i Roskilde Vest, får nu en længe tiltrængt en kærlig hånd. 

Efter mange års arbejde er den demokratiske proces overstået, og de to boligafdelinger med i alt 810 boliger og cirka 1.500 beboere skal nu ombygges og renoveres for godt 750 mio. kr. Det skriver Boligselskabet Sjælland i en pressemeddelelse.

Renoveringsprojektet er støttet af Landsbyggefonden og indebærer ombygning og sammenlægning af 291 eksisterende boliger til 207 tilgængelige boliger, mens der på ti af de eksisterende blokke opføres 71 nye tagboliger. Herudover får begge boligafdelinger ny facade, vinduer, døre og afløbsinstallationer.

- Vi er utroligt glade for, renoveringsprojektet nu er klar til at blive realiseret. Renoveringen giver de enkelte boliger og området et tiltrængt løft og gør begge boligafdelinger mere attraktive at bosætte sig i, og samtidig gør vi det muligt for alle at bosætte sig i boligområdet, siger direktør for Boligselskabet Sjælland, Bo Jørgensen, i meddelelsen.

Tillægsopgaver for en kvart milliard
NCC vandt, som vi kunne fortælle i går, opgaven som totalentreprenør, mens øvrige parter i projektet er Arkiplus, Prisme Arkitekter og BM Byggeindustri. 

Hvor NCC satte projektets værdi til 400 mio. kr., løber den omfattende renovering ifølge boligselskabet op i 500 mio. kr. - med mulighed for tillægsopgaver for en kvart mia. kr. 

Renoveringen udføres i etaper og starter i Rønnebærparken. En række af beboerne skal flytte til anden bolig, mens renoveringen står på. Disse genhuses i omkringliggende boliger, som har været reserveret til genhusning. For at opnå en glidende proces gennem hele byggeriet indledes opgaven med planlagte prøveområder, der skal sikre hensyn til beboerne samt et så smidigt og effektivt byggeri for alle parter som muligt.

Helhedsplanen, der er Boligselskabet Sjællands hidtil største, indebærer også udearealer og nærmiljøet. I forbindelse med renoveringen får udearealerne således et løft, samtidig med at der etableres en sø, som kan opsamle det meste af regnvandet, så det forsinkes og ikke presser byens kloakker.

Renoveringen igangsættes i starten af 2020 og forventes gennemført april 2023.

Kommenter artiklen (1)
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.203