23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter på Frederiksberg, i Brøndby, København, Store Heddinge, Herning, Aulum, Skive, Hvide Sande og Jetsmark

REGION HOVEDSTADEN



FREDERIKSBERG

11 etageboliger

By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune har vedtaget lokalplan 220 for familieboliger på Lindevangs Allé 3A endeligt.



Ejendommen på Lindevangs Allé 3A består aktuelt af en villa mod Lindevangs Allé, der benyttes som bolig, samt småerhverv i form af lager og administration i to etager. Ejer af ejendommen har udarbejdet et projektforslag med en L-formet etagebebyggelse, som tilpasser sig grundens form, og indeholder 11 nye familieboliger samt udadvendt erhvervsfunktion i stueetagen mod Lindevangs Allé. Boligerne indrettes i størrelser fra 80 til 150 kvm, og bebyggelsen har et samlet etageareal på 1.474 kvm. Størstedelen af boligerne indrettes med henblik på tilgængelighed og er dermed særligt egnede til seniorer. Lejligheder placeret i stueetagen har private haver på terræn og de øvrige lejligheder har private tagterrasser.



BRØNDBY

Daginstitution

Brøndby Kommunalbestyrelse har vedtaget Lokalplan 253 offentlige formål Kirkebjerg og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.



Det nye plangrundlag gør det muligt at etablere en daginstitution på 7.500 kvm med plads til op til 180 børn.



Desuden er der banet vej for et anlæg til håndtering af regnvand som ønsket af Hofor, som også kan anvendes rekreativt, en ankomstplads, der kan indrettes til forskellige aktiviteter inklusive stiforbindelse og rekreativt grønt areal og et beplantningsbælte.



KØBENHAVN

Rækkehuse og etageboliger

En privat bygherre har sammen med to almene boligorganisationer anmodet Københavns Kommune om en lokalplan for Tingbjerg i København. Der er ønske om, at Tingbjerg udbygges med cirka 150.000 kvm nybyggeri. Bygherrerne ønsker en lokalplan, som muliggør nybyggeri primært langs eksisterende veje og i haverummene mellem eksisterende bygninger. Hovedparten af nybyggeriet vil være private boliger i to-tre etager, der etableres som rækkehuse. I Tingbjergs nordlige del foreslår bygherrerne etageboliger i en højde på op til 20 meter. Derudover indplaceres en mindre andel erhverv og flere nye daginstitutioner.



Det kommende lokalplanforslag vil være en rammelokalplan for hele Tingbjerg, som samtidig er byggeretsgivende for første fase omfattende et etageareal på cirka 50.000 kvm.



Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune skal på sit møde på mandag tage stilling til, om der skal udarbejdes forslag til lokalplan som ansøgt.



Forvaltningen forventer i givet fald at kunne forelægge et forslag til lokalplan for Teknik- og Miljøudvalget i andet kvartal 2020, hvorefter det sendes i offentlig høring i otte uger.



KØBENHAVN

Plejecenter og seniorboliger

Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune skal på sit møde på mandag tage stilling til forvaltningens anbefaling om at godkende forslag til lokalplan Sundparken, Amager øst.



Grundejer har anmodet Teknik- og Miljøforvaltningen om et nyt plangrundlag, sådan at der kan opføres et plejecenter med 80 plejeboliger og et seniorbofællesskab, der består af 22 boliger i boligafdelingen Sundparken. Det planlagte plejecenter får et etageareal på cirka 7.200 kvm og er placeret på hjørnet af Lergravsvej og Strandlodsvej, hvilket medfører, at det eksisterende haveanlæg Karolinehaven nedlægges. Seniorbofællesskabet får et etageareal på knap 2.000 kvm og er placeret på et areal i den grønne kant langs Strandlodsvej.



Når Borgerrepræsentationen har godkendt lokalplanforslaget, sender Teknik- og Miljøforvaltningen planforslaget i høring i otte uger. En indstilling om endelig vedtagelse af lokalplanen forventes forelagt Borgerrepræsentationen primo 2020.



REGION SJÆLLAND



STORE HEDDINGE

Udbygning af botilbud

Udvalget for Plan, Miljø og Teknik i Stevns Kommune, har sagt god for, at der udarbejdes lokalplan for en udvidelse af SampoVig, som ansøgt af Drifsfonden Marjatta. SampoVig er et botilbud for udviklingshæmmede, som ligger på Trommeslagervej 12 i Store Heddinge.



Marjatta søger om at opføre ydere 12 boliger på bostedet, sådan at det samlede antal boliger kommer op på 50.



REGION MIDTJYLLAND



HERNING

Udskiftning af vandrør og faldstammer

Økonomiudvalget i Herning Kommune har godkendt, at boligselskabet Fællesbo optager lån til udskiftning af stigestrenge, vandrør og faldstammer i afdeling 108, Danasvej/Frejasgade i Herning. Afdelingen er fra 194 7 og består af 23 familieboliger i form af rækkehuse.







AULUM

Udskiftning af køkkener

Økonomiudvalget i Herning Kommune har godkendt, at boligselskabet Fællesbo optager lån til udskiftning af køkkener i afdeling 236, Danmarksgade og Vinkelvej i Aulum. Afdelingen er opført i 1984 og består af 10 familieboliger og fire ungdomsboliger.



SKIVE

Boliger

Skive Byråd skal på sit møde på tirsdag tage stilling til, om kommuneplantillæg nr. 31 - omdannelse af del af det gamle slagteri til boliger skal vedtages endeligt.



Baggrunden for udarbejdelsen af kommuneplantillægget er, at Skive Kommune har modtaget henvendelse fra en investor, der ønsker at købe og omdanne en del af det gamle slagteri i Skive til moderne lejligheder. Derfor er der igangsat udarbejdelse af lokalplan for den nordlige del af området. Grundet den igangværende kommuneplansproces - fra vedtagelse af forslag til den nye Kommuneplan 2020-2032 til den endelige vedtagelse - er der brug for, at kommuneplantillægget vedtages forud for lokalplanen.



HVIDE SANDE

Etageboliger

Ringkøbing-Skjern Byråd har vedtaget Lokalplan nr. 430 for et areal ved Nørregade i Hvide Sande endeligt.



Lokalplanen gør det muligt at etablere etageboliger i tre plan ved Nørregade i Hvide Sande.



Lokalplanen er udarbejdet efter anmodning af ejeren af ejendommene Nørregade nr. 24, 26, 28 og 32 i Hvide Sande, som ønsker at nedrive eksisterende bebyggelse inden for området, herunder tre boliger og en erhvervsbygning, for herefter at opføre nye etageboliger i op til tre etager.



REGION NORDJYLLAND



JETSMARK

Skole

I løbet af foråret og sommeren har Jammerbugt Kommune arbejdet videre med planerne for en ny skole i Jetsmark. Kommunen har holdt workshops med brugerne af skolen, og der er blevet holdt møder med personale og ledelse, og styregruppen og byggeudvalget har været på studietur og fået inspiration.



Arkitekterne er nu i gang med de første skitser til, hvordan skolen kan indrettes, og hvordan den kan komme til at se ud. En overordnet plan for skolen skal godkendes af kommunalbestyrelsen til november, og inden da får alle interesserede lejlighed til at se og drøfte de foreløbige skitser den 30. september, hvor der holdes åbent borgermøde i Pandrupafdelingen.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.136