At starte i det små er nødvendigt for realismen i grøn omstilling
Grøn er for længst blevet det nye sort. Som direktør for en af Danmarks førende el-tekniske virksomheder arbejder jeg hver dag med at skabe energieffektive og bæredygtige løsninger for vores kunder, der alle gerne vil tage et ansvar for at hjælpe den grønne omstilling på vej. Velvilligheden er i dag stor, og mange forsøger at binde deres kerneforretning sammen med miljø- og klimahensyn.
Faktisk har velvilligheden og hypen omkring grøn omstilling været så stor de senere år, at det fra tid til anden kan opfattes som green washing, når virksomheder kommunikerer deres mange gode initiativer på det grønne område. Førhen var jeg i tvivl, om det bare var varm luft, de kommunikerede, men den tid er forbi.
Hos os mærker vi tydeligt den grønne efterspørgsel. Det er ikke længere bare en trend at være grøn - det er en opgave og et ansvar langt de fleste virksomheder og privatpersoner kan se vigtigheden af.
100 procent eldrevne arbejdsbiler
Lige nu kredser de projekter og opgaver, vi løser for vores kunder om at indstille dem på en mere bæredygtig fremtid. Vi er en rådgivende partner, der ved hjælp af teknologi og digitale services, sikrer vores kunder en succesfuld omstilling til de bedste klimaneutrale løsninger, og vi synes jo selvfølgelig, at det er fantastisk, at stadigt flere virksomheder omfavner den grønne agenda. Men vi fortæller også vores kunder, at omstillingen tager tid, og at man må starte et sted.
I april tog vi nogle spæde skridt i den rigtige retning ved at være en af de første virksomheder herhjemme, der sendte få 100 procent eldrevne arbejdsbiler på gaden. Set udefra kan det syne af ganske lidt, at vi blot har investeret i få grønne modeller, når størstedelen af flåden stadig består af konventionelle diesel-modeller. Men du må kravle, før du kan gå, og hvis du vil kickstarte en større forandring, må du starte i det små.
På nuværende tidspunkt har vi kun haft ressourcer til at udskifte få arbejdsbiler, og det er heller ikke realistisk med en total omlægning, så længe de eldrevne arbejdsbiler stadig er væsentlige dyrere end de dieseldrevene modeller.
Mange bække små giver forhåbentlig til sidst en stor å, og skal vi som branche sætte flere eldrevne arbejdsbiler på de danske veje, kræver det, at vi løfter i flok - selv hvis det kun handler om få eldrevne arbejdsbiler.
Det er vigtigt at tage samfundsansvar og presse på udviklingen af en grønnere verden, og her er det vigtigt at huske, at lidt også har ret.
Artiklen er en del af temaet Debat.