REGION SYDDANMARK
VEJEN
Cykelsti
Der skal anlægges en cykelsti mellem Vejen Syd og Askov-Malt Skole.
Vejen Byråd har i den forbindelse bemyndiget Teknik & Miljø til at iværksætte en åstedsforretning for berørte ejendomme med henblik på ekspropriation af de nødvendige arealer til etablering af første etape af stien. Første etape omfatter strækningen fra Askov-Malt Skole over markerne ved Melvangvej til V. Skibelundvej.
Etapen forventes igangsat i år.
REGION MIDTJYLLAND
RANDERS
Klimatilpasning
På tre udvalgte gader i Randers midtby ønsker Vandmiljø Randers og Randers Kommune at gennemføre et demonstrationsprojekt som en forløber for den fremtidige klimatilpasning af Randers midtby, hvor regnvandet via skybrudsveje ledes på overfladen til en kanal på Østervold og videre ud i havnebassinet.
Klimagaderne, som vil demonstrere forskellige metoder til, hvordan regnvand kan styres på vejene i midtbyen, etableres for at indsamle erfaringer og reaktioner forud for igangsætning af klimatilpasningsprojektet.
Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune har godkendt, at demonstrationsprojektet udføres efter et skitseprojekt, som er udarbejdet i samarbejde med Arkitema Architects. Anlægsarbejdet forventes påbegyndt til efteråret.
REGION NORDJYLLAND
DRONNINGLUND
Vejrenovering
I forbindelse med etablering af et nyt boligprojekt på Lemmingsvej i Dronninglund vurderes det, at den offentlige vej Lemmingsvej ikke kan klare den øgede trafikmængde i sin nuværende stand. Brønderslev Kommune har indgået en aftale med Sundby-Hvorup Boligselskab om, at de afstår et areal til etablering af en vendeplads på Lemmingsvej.
Teknik- og Miljøudvalget har besluttet at en renovering af vejen inklusive etablering af en vendeplads skal indgå i prioriteringen af anlægsmidler 2020.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Vejen, Randers og Dronninglund