23948sdkhjf

Nyt om navne

I dag nyt fra Ase, Chisa A/S og Tokio Marine HCC

Ase
Salgskonsulent i a-kassen Ase Grete Thrane fylder 60 år fredag den 19. april.

Efter mere end 20 år hos Danfoss skiftede Grete Thrane karrierespor og kom i 2013 til Ase, hvor hun med stor entusiasme har bestridt flere kundeservicefunktioner.

Chisa A/S
Virksomheden Chisa A/S fra Kastrup, der står bag økonomi- og projektstyringsværktøjet Chisa Project, har ansat Bo Buerkal Nielsen som ny senior business consultant.

60-årige Bo Buerkal Nielsen får ansvar for at realisere den videre IT-udvikling i byggeprojekter til hoved- og totalentreprenører.

Samtidig skal han med sin baggrund være med til at ændre kulturerne i byggevirksomhederne til en lettere hverdag ved at investere i Chisa Project, der opdaterer tal, data og kommunikation fra byggeprojekter i realtid.

Senest kommer den nye senior business consultant fra en stilling hos LEDpartner A/S, hvor han gennem dybde- og nysalg hjalp virksomheder med energibesparelser og forbedring af arbejdsmiljø.

Inden da har han i en årrække arbejdet med løsningssalg inden for IT hos blandt andet Damgaard-Jensen og Byggeweb, hvor han havde stor tilknytning til byggebranchen. De mange år i faget har givet ham erfaring med at bygge stærke relationer til de mennesker, han skal rådgive og anbefale nye løsninger til.

Bo Buerkal Nielsen er oprindeligt uddannet erhvervsassurandør. Han har tidligere arbejdet i forsvaret, hvor han i over 20 år var tilknyttet som reserveofficer.

Tokio Marine HCC
Den internationale forsikringskoncern Tokio Marine HCC med baser i USA, England og Irland, udvider sin forretning til europæiske lande. I denne sammenhæng har koncernen ansat Henning Skaarup som direktør i en nyoprettet dansk filial for de nordiske garantimarkeder.

Henning Skaarup, der har base i København, har fået ansvaret for at opbygge Tokio Marine HCC’s garantiforsikring over hele Norden og for både at hjælpe kunder med deres indenlandske og internationale garantibehov.

Henning Skaarup har gennem de seneste 18 år været en del af ledelsen hos Tryg Garanti.

Henning Skaarup har mere end 35 års erfaring inden for finansielle tjenesteydelser og 28 års erfaring inden for garantiforsikring, senest i rollen som Senior Vice President hos Tryg Garanti med ansvar for salg og kunderelationer i Norden. Denne rolle gav ham blandt andet et medlemskab af International Credit Insurance & Surety Association (ICISA).

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126