23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Teknikentreprenør åbner op for opkøb

Flere af konkurrenterne i installationsbranchen har købt op for at sikre sig særlige kompetencer og styrke geografien de seneste år. Kemp & Lauritzen, der fortsat er landets største teknikentreprenør, selvom Bravida haler ind, har til gengæld været stille på den front.

Det bliver dog antydet i den nye ledelsesberetning og af adm. direktør Peter Kaas Hammer, at virksomheden nu er kommet tilbage i en form, der åbner op for flere opkøb.

- Det her med at opkøbe er ikke en central del af vores strategi, men vi kan også se, at fremtiden kalder på yderligere kompetencer, og her kan det være en mulighed. Det er dog ikke den eneste vej, og vi vurderer hele tiden, om det bedst kan svare sig at styrke kompetencerne organisk eller akkvisitivt, siger han.

Varmer op til vækst
Kemp & Lauritzen har på to år vendt et underskud på 40 mio. kr. til et overskud på over 70 mio. kr. før skat. Samtidig kan virksomheden inden længe skrive de sidste af de projekter, der har trukket indtjeningen ned de seneste år, ud.

På den baggrund forventer Kemp & Lauritzen at forbedre overskuddet i 2019, mens omsætningen ventes at blive på "mindst samme niveau".

Omsætningen har over en årrække ligget på det samme niveau. De seneste år har det dog været bevidst at holde aktivitetsniveauet i ro for at fokusere på indtjeningen, der har været teknikentreprenørens primære udfordring.

Men i takt med, at den er blevet stabiliseret, er det også blevet mere sandsynligt, at man vil se Kemp & Lauritzen med højere vækstrater.

- Det er min forventning, men det er selvfølgelig under forudsætning af, at markedsbetingelserne er til det, siger Peter Kaas Hammer.

Selektion fortsat i fokus
Direktøren nævner to store fokusområder for 2019.

- Vi har fortsat et meget stort fokus på at selektere og vælge de projekter, der passer til os, og hvor vi kan gøre en forskel for kunderne. Og så er Kemp & Lauritzen en menneskevirksomhed. Vi vil gerne være branchens bedste arbejdsplads. Det sker ved at udvikle ikke bare de faglige kompetencer, men også de ledelsesmæssige kompetencer, og det vil være et stort fokusområde for os i 2019, siger han.

Rekruttering af kvalificeret arbejdskraft er en udfordring for hele installationsbranchen og dermed også for Kemp & Lauritzen. Peter Kaas Hammer kalder det en vedvarende udfordring.

- 2019 kommer i mange henseender til at ligne 2018. Det gælder også rekruttering af arbejdskraft. Vores svar på den udfordring er, at Kemp & Lauritzen skal være det sted, man ønsker at være for personer med tekniske kompetencer.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.203