Der var skulderklap til direktør Rasmus Brandt Lassen og den nye udbudsstrategi fra Bygningsstyrelsen, da de overordnede linjer blev præsenteret på et leverandørmøde i styrelsens nye hovedkontor på Kalvebod Brygge i København fredag.
- Jeg tror, det er den helt rigtige vej at gå for Bygningsstyrelsen, forklarer adm. direktør Bo Johan Svendsen fra hollandskejede BAM Danmark A/S fra Søborg til Licitationen efter præsentationen.
Han var en ud af små 100 deltagere ved arrangementet i København. Dagen før var der leverandørmøde i Skanderborg, hvor der deltog cirka halvt så mange, ifølge Bygningsstyrelsen.
Styrer gerne projekter
De centrale nye elementer i den nye strategi er en bevægelse væk fra fag- og storentrepriser over mod hoved- og totalentrepriser og øget brug af rammeaftaler, hvilket også kommer til at omfatte entreprenørydelser.
Det rammer lige ned i BAM Danmarks strategi. Entreprenøren byder nemlig ikke på fag- og storentrepriser og går udelukkende efter hoved- og totalentrepriser.
- Vi påtager os gerne styringsansvaret. Vi har generelt mere erfaring med at styre projekter og bedre mulighed for at reagere hurtigt, hvis der er underentreprenører, der ikke leverer, end en offentlig styrelse har. Og jeg tror, det vil give flere projekter inden for budget og tidsplan, siger Bo Johan Svendsen.
BAM Danmark havde små 40 ansatte registreret i det senest offentliggjorte regnskab fra 2017.
Savnede detaljer
Entreprenør Juul & Nielsen A/S fra Glostrup med omkring 200 ansatte havde også kun gode ting at sige om hovedlinjerne i strategien. Adm. direktør og medejer Tommy Nielsen havde dog håbet på, at der var kommet lidt flere detaljer ud om indholdet i rammeaftalerne under præsentationen.
Entreprenører ser frem til ny strategi fra Bygningsstyrelsen
Flere totalentrepriser og rammeaftaler er den rigtige vej for Bygningsstyrelsen, mener flere store entreprenører, der gerne overtager styringsansvaret