23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om projekter i Silkeborg, Sejs-Svejbæk, Rødkærsbro, Otterup, Odense, Vamdrup, Christiansfeld, Farsø, Nørhalne, Brønderslev, Dronninglund og Nakskov

REGION MIDTJYLLAND

SILKEBORG

Undersøgelse af brandsikkerhed
Silkeborg byråd har bevilget 500.000 kroner til en udvidet undersøgelse af brandsikkerheden på plejecentrene.

Det skal blandt andet undersøges, om der er behov for mere eller andet brandsikkerhedsudstyr på plejecentrene, og hvad det i så fald vil komme til at koste.

SEJS-SVEJBÆK

Børnehus
Silkeborg vokser, og Sejs er et populært område især for børnefamilierne. Det kniber med pasningspladser, så det er nødvendigt med både et nyt børnehus og flere byggegrunde.

Silkeborg Byråd har i den forbindelse besluttet at sende et forslag til lokalplan for området syd for Tværdalsvej i fire ugers høring. Planen skaber plads til et børnehus med 100 pladser og 41 parcelhuse, der skal ligge i en enklave omkring et grønt område.

RØDKÆRSBRO

26 tæt-lave boliger
Ejer af ejendommen Nørre Langgade 38 Rødkærsbro ønsker at opføre 26 tæt-lave boliger. Gældende lokalplan giver kun mulighed for erhverv i lokalplanområdet, og der er derfor udarbejdet forslag til ny lokalplan for området.

Teknisk udvalg i Viborg Kommune har besluttet at fremlægge forslaget i offentlig høring i fire uger fra 4.april til 2. maj 2019.

REGION SYDDANMARK

OTTERUP

Udvikling af kulturhus
Otterup Geværfabrik fik i begyndelsen af året tilsagn fra Nordfyns Kommune om 75.000 kr. til et opstartsprojekt for kultur- og medborgerhusets fremtidige udvikling, udarbejdet af en udvalgt arkitekt. På erhvervs-, kultur- og fritidsudvalgets møde på torsdag orienterer Geværfabrikkens bestyrelse og arkitekten om det borgermøde og de workshops, der har været gennemført.

I maj måned forventer man at være klar til at præsenteret udvalget for et projektoplæg. 

ODENSE

Hotel i Vindegade
Frans Barkler, Business Developer, B&B Hotels Scandinavia ønsker at udvikle et projekt i Vindegade overfor Odense Teater og indkørslen til Odense Slot.

Ejer har arbejdet med de tre berørte ejendommene i et par år, og det var i første omgang vurderingen, at projektet kunne opføres som en byggesag med Skilte- og facadelokalplanen som grundlag, men i sidste ende vurderede forvaltningen, at projektet var lokalplanpligtigt.

Under forvaltningens forhandlinger med ejer blev muligheden for at bygge et hotel aktuelt, og en hotelkæde gik ind i projektet.

Projektet omfatter nu et hotel med 154 værelser og morgenmadsrestaurant på i alt 4.520 kvm. Hotellet består af en randbebyggelse mod Vindegade og et baghus.

Forvaltningen vurderer, at lokalplanen og kommuneplantillæg administrativt kan sendes i offentlig høring. Sagen blev drøftet i By- og Kulturudvalget forleden. 

VAMDRUP

13 almene familieboliger
Kolding byråd har godkendt skema A for opførelse af 13 almene familieboliger i Nørregade 9 i Vamdrup.

Det er BDO bygherrerådgivning, som på vegne af Vamdrup Boligselskab, afdeling 14, har fremsendt ansøgningen vedrørende de nye boliger, som har en samlet anskaffelsessum på 22.578.000 kr.

De 13 boliger får et samlet bruttoetageareal på 1.058 kvm, som fordeles på to- og tre-rums boliger med en gennemsnitlig størrelse på 81 kvm.

Der bliver tale om et etagebyggeri, og opgaven forventes udbudt i begrænset udbud i hovedentreprise. Byggeriet forventes påbegyndt i marts 2020 og afleveret i februar 2021. 

CHRISTIANSFELD

29 almene familieboliger
Kolding byråd har godkendt skema A for opførelse af 29 almene familieboliger på Christiansfeld gl. skole, som ansøgt af Boligselskabet Domea Lunderskov-Kolding.

Boligerne ønskes opført på adressen Lindegade 9-11-13 og Nørregade 11 i Christiansfeld, som er Christiansfeld gl. skole.

Dele af den eksisterende bygningsmasse er fredet, og omdannelsen til boligformål skal ske ved en gennemgribende restaurering/renovering. Der skal også bygges nyt ud mod Nørregade.

Anskaffelsessummen er beregnet til 53.841.000 kr.

Der er forventet byggestart på projektet i juli 2019 og forventet aflevering omkring september 2020.

REGION NORDJYLLAND

FARSØ

Udbygning af Farsø Efterskole
Farsø Efterskole ønsker mulighed for at udvide, da skolen oplever støt voksende elevtal.

For at det kan lade sig gøre, har Vesthimmerland Kommune i samarbejde med efterskolen udarbejdet et forslag til nyt plangrundlag, som nu indstilles til kommunalpolitikernes godkendelse med henblik på fremlæggelse i offentlig høring.

Efterskolen ligger naturskønt, og størstedelen af nybyggeri omkring efterskolen er da også betinget af en dispensation fra strandbeskyttelsen. Denne meddeles efterfølgende af Kystdirektoratet, efter konkret vurdering, når skolen har et konkret byggeprojekt.

Sagen afgøres i byrådet via økonomiudvalget og teknik- og miljøudvalget.

NØRHALNE

28 boliger
Jammerbugt kommunalbestyrelse har godkendt forslag til lokalplan 29-004, boligområde, Vadumvej, Nørhalne og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg, som herefter fremlægges i offentlig høring i otte uger.

Forslag til lokalplan 29-004 er udarbejdet for at sikre nye grunde til tæt-lav boligbebyggelse i Nørhalne området.

BRØNDERSLEV

Udvikling af skoler
Brønderslev byråd har frigivet 337.000 kr. til udarbejdelse af en analyse og en udviklingsplan for de 12 skoleanlæg i Brønderslev Kommune,og Smak architects er indbudt til at tage sig af analyse og udviklingsplan.

Udviklingsplanen kommer med anbefalinger for udviklingen af skolens generelle læringsmiljøer med afsæt i en analyse af skolens bygningsmasse og for udviklingen af skolernes faglokaler.

BRØNDERSLEV

Dagligvarebutik
Brønderslev byråd har vedtaget lokalplan 01-C-18.01 for detailhandelsbutik i Østergade i Brønderslev endeligt.

Lokalplanen giver mulighed for opførelse af en ny dagligvarebutik med tilhørende parkeringspladser som ønsket af Aldi.

DRONNINGLUND

Otte almene familieboliger
Brønderslev byråd har givet tilsagn om støtte til opførelse af otte almene familieboliger på Geråvej 9 i Dronninglund.

Det er Sundby-Hvorup Boligselskab, der står bag byggeriet af de otte nye boliger, der opføres som dobbelthuse. Den samlede anskaffelsessum er opgjort til 13.787.000 kr.

REGION SJÆLLAND

NAKSKOV

Dagligvarebutik
Lolland byråd har vedtaget Lokalplan 360-109 for en dagligvarebutik på hjørnet af Maribovej og Løjtoftevej i Nakskov endeligt.

Lokalplanen giver mulighed for at nedrive eksisterende bebyggelse og opføre en ny og tidssvarende dagligvarebutik.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.174|instance-web01