23948sdkhjf

Ung ingeniør får pris for sit arbejde

Peder Tor Hessellund Schiønning fra Moe vinder Foreningen af Rådgivende Ingeniørers pris som årets unge rådgiver 2019

- Jeg kan godt lide at have indflydelse. Og at der kommer noget konkret ud af mit arbejde.

Sådan siger Peder Tor Hessellund Schiønning, der siden 7. marts kunne kalde sig årets unge rådgiver 2019.

På den dag modtog han den traditionsfyldte pris ved Foreningen af Rådgivende Ingeniørers årsmøde - og at det var den 33-årige ingeniør og projektchef i den rådgivende ingeniørvirksomhed Moe, der vandt, er ikke tilfældigt.

Han blev tildelt prisen blandt andet med afsæt i sin første store sag som projektleder, nemlig arbejdet med DTU’s bygning 310, samt for sit flair for at skabe værdi gennem brug af digitale modeller og en evne til at tænke bæredygtige og innovative løsninger med i projekterne.

Ifølge bygherren, DTU, viste Peder Schiønning et dybdegående kendskab til projektets detaljer, og kunne med overblik forhandle sig tilrette om tingene. Ifølge DTU har han det digitale mindset, der er brug for, hvis branchen skal løftes til det næste skridt.

Peder Schiønning beskrives som en af Moes absolut bedste og mest kompetente projektchefer "med en stærk faglig baggrund inden for installationsområdet og med overblik over de relevante faser og processer, der gør ham i stand til at lede og styre projekter sikkert i mål."

"Han medvirker til at sikre fremdriften på tværs af alle fag, selv på de områder, der ikke nødvendigvis er hans ansvar", lød det blandt andet i begrundelsen for at tildele ham prisen i et - ifølge Henrik Garver, adm. direktør i FRI - "virkelig skarpt felt af kandidater".

Stor kontaktflade
- Jeg har været fascineret af ingeniørfaget siden jeg legede med Lego; at bygge noget konkret og håndfast har altid tiltrukket mig, siger Peder Tor Hessellund Schiønning til Arkbyg.

Oprindeligt er han uddannet civilingeniør i bæredygtig energi, og det kunne til tider virke lidt abstrakt, fortæller han.

- Derfor er det, jeg laver nu, nok mere i tråd med det, jeg trives med. Arbejdet med projekterne giver mig en stor berøringsflade med spændende mennesker, og ikke kun folk i rådgiver- eller byggebranchen, understreger han.

- I forhold til arbejdet på DTU kom jeg i kontakt med mange af brugerne, som søvnforskere, dyrlæger, kemikere og nanoforskere. Det har været spændende at få indsigt i deres verden, siger han til Arkbyg.

En medvirkende årsag til kåringen har været hans brede tilgang til projekterne. Men også hans bevidsthed om at samarbejde skal indeholde en betydelig styring.

- Mange meninger kan hurtigt give et grynet billede. Derfor skal man kunne besvare, hvem der har styringen og hvad output’et er. Afgørende er også om prisen er regnet rigtigt ud og om budgettet bliver overholdt, siger den 33-årige familiefar, der - når han ikke tænker i bæredygtighed, teknikløsninger og procesoptimering - får tid til at cykle og spille fodbold. Og ikke mindst tilbringe tid med sin kone og deres to børn på et og fire år.

Stolt direktør
Adm. direktør i Moe, Christian Listov-Saabye, er stolt over, at en af hans virksomheds talentfulde ingeniører er blevet valgt som Årets unge FRI-Rådgiver.

- Peder besidder alle de egenskaber, vi betragter som vigtige for fremtiden - han er ingeniørfaglig stærk, har indsigt i at udnytte BIM-mulighederne i sine projekter og er en dygtig projektleder, siger han i en pressemeddelelse.

Christian Listov-Saabye tilføjer, at vinderen desuden er god til at kommunikere, og evner at skabe et godt samarbejde både i projektgruppen og mellem bygherre, entreprenør og arkitekt. ///

Artiklen er en del af temaet arkbyg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125