REGION HOVEDSTADEN
ALBERTSLUND
Omlægning af Store Vejleå
Albertslund Kommunalbestyrelse sagde forleden ja til at bidrage til og indgå i en fælles ansøgning med oplandskommunerne om støtte til at omlægge Store Vejleå udenom Tueholmsøen og Vallensbæk Sø.
Det har i mange år været et stort ønske at lægge åen udenom Vallensbækmose-søerne, og forskellige projekter er blevet udarbejdet og igen forkastet - primært på grund af økonomien.
I 2017/18 er der blevet udarbejdet et nyt projekt, som udmærker sig ved dels en enklere løsning i forbindelse med anlægsarbejdet, dels ved at tage højde for nye regnvandsbassiner, som betyder bedre vandkvalitet, og dels en lidt ændret og kortere linjeføring af det nye åløb. Overslagsprisen er beregnet til cirka 10 mio. kr., hvilket er væsentligt mindre end overslag på tidligere projekter.
Bestyrelsen i I/S Vallensbæk Mose er blevet præsenteret for forslaget og ønsker at fremme projektet, såfremt der kan findes ekstern medfinansiering.
For at øge muligheden for ekstern medfinansiering er der behov for, at hver oplandskommune (Albertslund, Høje-Taastrup, Ishøj og Vallensbæk kommuner) og I/S Vallensbæk Mose bidrager økonomisk til projektet
FREDENSBORG
Legeplads
I august 2018 blev det Ny Møllevejen i Fredensborg Kommune indviet og er i dag rammen om skole og behandling af kommunens udsatte børn og unge. Der skal nu etableres en legeplads i området omkring Møllevejen.
Legepladsen, der skal udfordre børn og unge i alderen fra syv til 17 år motorisk og være en aktiv del af den daglige indlæring, kommer til at bestå af en bålhytte, en pergola og et klatresystem.
Etableringen af legepladsen vil i alt koste cirka en halv mio. kr. inklusive rydning af skov, bortskaffelse af jord samt opsætning af de forskellige elementer.
På Møllevejens drift forventes en samlet overførsel af uforbrugte midler på omkring 600.000 kr., og administrationen foreslår, at de overførte driftsmidler anvendes til anlæggelse af legepladsen.
Dette bakkes op af økonomiudvalget, der havde sagen på dagsordenen for nylig.
REGION SYDDANMARK
NR. LØGUM
Nedrivning
Teknik- og miljøudvalget i Tønder Kommune anbefaler, at der gives tilladelse til nedrivning af et tidligere missionshus i Nr. Løgum. Bygningen er opført i 1913 og er registret med en bevaringsværdig på 3.
Nuværende ejer har købt ejendommen af Missionsforeningen, og ejendommen er handlet med henblik på nedrivning af ejendommen.
HØJER
Separatkloakering
Teknik- og miljøudvalget i Tønder Kommune anbefaler, at tillæg 7 til spildevandsplan 2013-18 vedtages endeligt.
Hvis tillægget vedtages endeligt af kommunalbestyrelsen, vil dele af Højer blive separatkloakeret og andre dele semiseparerede, og der bliver etableret løsninger, der sikrer, at regnvand kan afledes på terræn i udvalgte gader.
50 procent af byen vil blive separeret på traditionel vis. Der skal lægges nye regnvandsledninger, og eksisterende spildevandsledninger skal renoveres og genbruges i et vist omfang. Der vil ske udledning af regnvand ved de eksisterende udløb, hvor der skal bygges bassiner. Derudover vil der ske udledning af regnvand fra ny regnvandssø i den sydlige del af byen.
REGION MIDTJYLLAND
IKAST
Vejanlæg
Ikast-Brande byråd har frigivet en anlægsbevilling på 1,5 mio. kr. til etablering af cirka 120 meter sidevej til La Cours Vej.
Der er i budgetforliget for 2019-2022 afsat 4,4 mio. kr. i 2019 og 3,5 mio. kr. i 2020 til opgradering af pendlerplads ved Jyllandsgade i Ikast og ny vejforbindelse over til La Cours Vej med mere.
Projektet ud mod Jyllandsgade har endnu ikke fundet sin endelige udformning, men da Teknisk Område har solgt nogle af arealerne ud mod Uhregårds Alle, som gerne skulle vejbetjenes af den kommende forbindelsesvej over til området ved Jyllandsvej, er der behov for at komme i gang med første etape, der handler om etablering af cirka 120 meter vej.
Den endelige udformning af området ved Jyllandsvej og en eventuel lastbilparkeringsplads afventer igangværende drøftelser med de øvrige interessenter for området.
BRANDE
Støttemur
Ikast-Brande byråd har frigivet 1.460.000 kr. til renovering af støttemuren på Østre Allé i Brande, der stabiliserer skråningen og de bagved liggende grunde.
Der er konstateret bevægelse i muren, og mere af den slags vil resultere i brud på muren og skred i terrænet, hedder det i sagsfremstillingen i byrådsreferatet.
Der har hidtil været to brud på muren, der kunne repareres, men for at undgå mere alvorlige brud, der kan ødelægge murens og skråningens stabilitet, skal der opsættes ny forstærket mur på vestsiden af Østre Allé.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Albertslund, Fredensborg, Nr. Løgum, Højer, Ikast og Brande