REGION SJÆLLAND
ASNÆS
14 almene boliger
Vestsjællands Almene Boligselskab ønsker at opføre 14 almene familieboliger på Gyden 14 i Asnæs og har bedt Odsherred byråd godkende skema A for byggeriet. Den beregnede anskaffelsessum er på godt 25,2 mio. kr. Der bliver tale om et rækkehusbyggeri med ni tre-værelses boliger og fem fire-værelses boliger. I første omgang behandles sagen i økonomiudvalget i dag.
REGION HOVEDSTADEN
BRØNDBY
Klubhus
Det er politisk vedtaget at opføre nye faciliteter til Brøndbyernes Idrætsforening, og der er afsat et rådighedsbeløb på 7 mio. kr. til formålet i år.
Teknik- og miljøforvaltningen søger nu om frigivelse af en halv mio. kr. til honorering af eksterne rådgivere i forbindelse med afklaring af projektomfang - økonomisk såvel som arealmæssigt og i forbindelse med den overordnede skitsering af et kommende klubhus.
Sagen behandles i første omgang i idræts- og fritidsudvalget i morgen.
FREDERIKSVÆRK
40 boliger
Ejerne af et areal ved Åsebro i Frederiksværk ønsker at realisere et byggeprojekt med boliger i to etager.
For at det kan lade sig gøre er der udarbejdet forslag til nyt plangrundlag for arealet.
Forslagene har været i høring og indstilles nu til endelig vedtagelse i Halsnæs byråd, der har sagen på dagsordenen i dag.
Det ønskede byggeri omfatter 40 boliger fordelt på fem punkthuse med otte lejligheder i hver med tilhørende grønne fællesarealer og et fælleshus. Lejlighederne varierer i størrelse fra 70 til 83 kvm.
TORUP
Boligbyggeri
Halsnæs byråd skal på sit møde i dag beslutte, om de forslag til nyt plangrundlag, der er udarbejdet for Hvideland i Torup Syd, skal godkendes og fremlægges i offentlig høring.
I Torup har der været et ønske om at få et nyt område til boligbyggeri, hvor man kan etablere en pendant til den økologiske landsby Dyssekilde.
Ved Hvidelandsgården i den sydlige del af Torup har man fundet et egnet areal, og der er oprettet en fond - Torupfonden - der skal stå for udviklingen af området.
Det nye plangrundlag vil give mulighed for at bygge omkring 50 boliger i en første etape mod nord, mens der i den sydlige del af lokalplanområdet senere kan detailplanlægges for yderligere cirka 50 boliger.
VEDBÆK
Udbygning af hotel
Hotel Marina i Vedbæk ønsker at sikre hotelfunktionen på ejendommen ved at tilføje en boligfunktion, der kan sikre driften også i vintersæsonen.
Herudover ønskes hotelfaciliteterne moderniseret og udbygget og suppleret med restaurant, cafe og fitnessfaciliteter.
Hotellet har i den forbindelse anmodet Rudersdal Kommune om at få udarbejdet et nyt plangrundlag, så de nye planer kan realiseres.
Der er udarbejdet et skitseprojekt, som blandt andet omfatter en ny penthouseetage på værelsesfløjen, en ny tredje etage på bygningen mod Vedbæk Strandvej, fjernelse af en en-etages bygning mod Olesvej samt opførelse af en ny bygning i to etager, hvor der i dag er isbutik.
Forvaltningen anbefaler, at der udarbejdes en ny lokalplan, hvilket bakkes op af byplanudvalget. Økonomiudvalget behandler sagen i morgen.
REGION MIDTJYLLAND
SKAVE
Fem familieboliger
NordVestBO har fremsendt ansøgning om godkendelse af skema A vedrørende etablering af fem almene boliger i Rosenparken i Skave til Holstebro Kommune.
Det planlagte byggeri omfatter en bolig på 104 kvm og fire på 89 kvm, og den samlede anskaffelsessum er beregnet til 8.744.000 kr.
Sagen er på økonomiudvalgets dagsorden i morgen.
SKANDERBORG
Kontorbyggeri
Bestseller har anmodet Skanderborg Kommune om at få lokalplanlagt for udvidelse af eksisterende kontorerhverv på Stilling Kirkevej 4-10 i Stilling, og der er nu udarbejdet forslag til nyt plangrundlag, som administrationen indstiller til byrådets godkendelse med henblik på otte ugers offentlig høring.
Lokalplanen udlægger byggefelter til fire sammenhængende enheder i op til to etager og kælder.
Byggefelterne udlægges, så byggeriet med udgangspunkt i landskabets karakter trapper ned med terrænet mod søen.
Der udlægges også byggefelter, så nyt og eksisterende byggeri kan sammenbygges to steder med transparent foyer og indgangsparti samt en forbindelsesgang.
Derudover giver lokalplanen mulighed for nyt parkeringsanlæg på ejendommens nordvestlige del mod Stilling Kirkevej med omkring 70 parkeringspladser på terræn og 140 i parkeringskælder.
Miljø- og planudvalget anbefaler indstillingen, og i morgen behandles sagen i økonomiudvalget.
REGION SYDDANMARK
VEJLE
Daginstitution
Vejle byråd har bevilget 24 mio. til opførelse af en ny daginstitution i Tirsbæk Bakker. Planlægningen af det konkrete byggeri skal nu sættes i gang, og derfor anmodes byrådet nu om at anlægsbevilge beløbet. Sagen behandles i byrådet i morgen.
Vejle Kommune har i samarbejde med Tirsbæk Bakker A/S udarbejdet et skitseforslag til etablering af en ny daginstitution, der kommer til at kunne rumme 120 børn.
Samarbejdet betyder, at Tirsbæk Bakker A/S bygger en kombination af en daginstitution og et fælleshus for områdets beboere.
Ved byggeriets afslutning overtager Vejle Kommune ved en købsaftale den del af byggeriet, der omfatter daginstitutionen.
OTTERUP
Pavillon
Skovbørnehaven Brumbassen i Otterup ønsker at supplere den eksisterende pavillon på Tygesvej 7 med en ekstra, og hvis det skal kunne lade sig gøre, skal gældende plangrundlag ændres.
Teknik- og miljøudvalget i Nordfyns Kommune besluttede forleden at udarbejde et tillæg til lokalplan S1b-05.
Behovet for den ekstra pavillon skyldes ikke en opnormering af børneantallet, men at man ønsker bedre forhold for de børn, der allerede i dag benytter området. Blandt andet har skovbørnehaven brug for mere plads til blandt andet garderobe, køkken, borde og stole.
DYBBØL
Fornyelse af køkken
Dybbøl Efterskole planlægger en større og nødvendig fornyelse af køkken- og spisefaciliteterne på skolen, som nærmest har stået uforandret siden skolens start i 1992.
Udgifterne til projektet er anslået til mellem 13 og 15 mio. kr., hvoraf skolen selv vil kunne finansiere op til 9 mio. kr.
Skolen har ansøgt Sønderborg Kommune om støtte til restfinansieringen i form af et lån eller i form af en kommunegaranti for et kreditforeningslån.
Det er planen, at der skal opføres en ny bygning med køkken og spisesal.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Asnæs, Brøndby, Frederiksværk, Torup, Vedbæk, Skave, Skanderborg, Vejle, Otterup og Dybbøl