23948sdkhjf

Ny beton udleder 30 procent mindre CO2

Tre broer og en netop overstået støbning på DTU anvender nye grønne teknologier og betonblandinger, der ifølge forskerne vil reducere CO2-aftrykket med 30 procent i forhold til i dag

Beton er i gang med at skifte farve fra grå til lysegrøn. Håbets farve.

Nu skal tre broer og en forskningsbygning på DTU agere spydspids og forsøgsbyggerier i en proces, der gerne skal give beton- og cementproduktion et CO2-aftryk, der er mindst 30 procent mindre end i dag.

Men én ting er at udvikle ny beton i laboratoriet. Noget andet er at teste det i virkeligheden.

Bedre cementproduktion

På verdensplan står cementproduktion for omkring fem procent af den samlede CO 2 -udledning.

Traditionel cement består af 90 procent cementklinker samt af kalksten og gips - hvilket gør produktionen energi-intensiv

Den nye cement består af 62 procent cementklinker, knap 17 procent kalcineret ler, knapt 17 procent kalksten og resten gips.

Det giver angiveligt markant mindre CO 2 -aftryk, en besparelse på op til 30 procent.

Gennem de sidste fire år har innovationskonsortiet Grøn Beton II - der består af leverandører, forskere, rådgivere og brugere som for eksempel Banedanmark, Femern A/S og Vejdirektoratet - arbejdet med at udvikle nye og mere miljøvenlige cement- og betontyper.

De mest lovende er indbygget på såkaldte felteksponeringspladser i Rødby Havn, Hirtshals Havn og langs en trafikeret vej i Taastrup. I de kommende år skal dataindsamling fra forsøgsbyggerierne vise, om den nyudviklede beton har tilstrækkelig gode egenskaber målt over lang tids nærkontakt med saltvand, vind, vejr og forurening.

Data er nøglen
Broer og andre betonkonstruktioner, der skal udsættes for havvand og vejsalt, skal nemlig kunne modstå høj såkaldt kloridpåvirkning. I den grønne omstilling af betonindustrien er det afgørende, at nye materialer har samme styrke som traditionel beton, også i havvand.

- Data ude fra pladserne er nøglen til at opnå endnu mere viden om, hvordan fremtidens beton med reduceret CO2-aftryk skal se ud, siger Henrik Erndahl Sørensen, der er seniorspecialist på Teknologisk Institut.

Grøn omstilling er målet

Innovationskonsortiet med titlen ”Grøn Omstilling af Cement og Betonproduktion i Danmark” – i daglig tale Grøn Beton II – nærmer sig sin afslutning.

Målet er at udvikle løsninger, som er med til at skabe grundlag for fortsat grøn omstilling af cement- og betonproduktion.

Projektet gennemføres i perioden fra marts 2014 til marts 2019 og er medfinansieret af Innovationsfonden.

Grøn Beton II slutter med en konference på torsdag 28. februar på Teknologisk Institut i Taastrup hvor resultaterne offentliggøres.

Det firårige forskningsprojekt har et budget på 29 mio. kr. og bringer ifølge Dansk Byggeri Danmark i front internationalt med knowhow om bæredygtig betonproduktion.

Projektet omfatter: Nye cement- og betontyper med reduceret CO 2 -aftryk, nye designmetoder, data til fremtidig forskning i langtidsholdbarhed og fire demonstrationsbyggerier.

- De nye cement- og betontypers tolerance over for blandt andet havvand er stadig ukendt. Feltforsøgene er en unik mulighed for at indsamle data, som kan anvendes i den videre forskning og gøre hele branchen klogere, siger Henrik Erndahl.

International interesse
Der er allerede international interesse for projektet, og der kommer forespørgsler på at bruge de danske forsøg i international sammenhæng. Data opdateres løbende online, hvilket ifølge Henrik Erndahl Sørensen, seniorspecialist på Teknologisk Institut, vil skabe værdifuld input til forskningen.

Og resultaterne får ikke bare forskningsinteresse på den lange bane, men kan bruges af bygherren til at træffe konkrete beslutninger om valg af beton.

- Femern har haft stort udbytte af resultaterne i Rødby Havn. De har været anvendt i forbindelse med, at vi udarbejdede specifikationerne for betonen til Femern-tunnelen. Derfor er det også glædeligt, at eksponeringspladsen nu kan anvendes til at afprøve nye cementtyper og bidrage til at skabe den vigtige langtidserfaring, siger Ulf Jönsson, der er construction manager portals, Ramps & Landworks, hos Femern A/S.

Ny teknologi i praksis
Niels Højgaard Pedersen, afdelingsleder i Vejdirektoratet, er heller ikke i tvivl om, at afprøvning af ny teknologi i fuld skala er afgørende for, at det senere bliver muligt at implementere ny teknologi i normer, standarder og vejregler.

- Demonstrationsprojekterne giver os en unik mulighed for at implementere grønne materialer i praksis og få erfaringer fra hele anlægsprojektets forskellige processer. Demonstrationsprojekterne er med til at aktivere hele værdikæden i branchen, siger han.

De tre broer samt de kommende støbninger på DTU anvender forskellige grønne teknologier og betonsammenblandinger.

- Med demonstrationsbyggerierne kan vi følge udviklingen af de nyudviklede betontyper og sammenligne dem med de traditionelle, siger Lars Nyholm Thrane fra Teknologisk Institut, der er projektleder på projektet.

De tre broer og byggeriet på DTU repræsenterer meget forskellige betonkonstruktioner med meget forskellig miljømæssig eksponering. På den måde får forskerne viden om egenskaber i hele skalaen for, hvad beton som materiale skal kunne.

Bygherren er nøglen
- En CO2-reduktion på 30 procent er stor og de aktører i branchen, der arbejder med bæredygtighed kan være med til at påvirke udformningen af projektet. Alle foreløbige data viser, at betonen også kan holde i de mere aggressive miljøer, for eksempel hvor der er kontakt med saltvand, siger Thomas Uhd, branchedirektør i Dansk Beton, til Licitationen.

Han understreger, at hvor der i det indendørs projekt på DTU måske går et år før man har brugbare resultater, kan der gå lidt længere tid for de udendørs projekter.

- Ambitiøse bygherrer vil i fremtiden være nøglen til at de nye betontyper blier rullet ud. Og projektet har sat barren højt. I stedet for at starte med en passiv miljøklasse, begynder vi med projekter, som broer, hvor betonen virkelig er eksponeret. Kan man bruge det her, kan man bruge det alle steder, siger han til Licitationen.

Læs mere om grøn beton: DTU tager sin egen betonmedicin

Læs mere om: DTU
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157