23948sdkhjf

Erfaren profil får ansvaret for store hospitalsbyggerier i Nordjylland

Ib Grønlund Sørensen bliver ny bygningschef i Region Nordjylland

Region Nordjylland har fundet sin nye bygningschef.

Ib Grønlund Sørensen kommer fra en stilling som projektdirektør i Rambøll A/S og har 25 års erfaring med hospitalsbyggeri, blandt andet i roller som projektchef og -leder hos Region Midtjylland, Rambøll og Alectia i forbindelse med nybyggeri på Aarhus Universitetshospital.

Tidligere har han også været en del af Region Nordjyllands byggeorganisation og vender nu tilbage.

- Jeg har arbejdet med hospitalsbyggeri det meste af mit arbejdsliv, og jeg ser frem til igen at blive en del af Region Nordjylland - denne gang som bygningschef, udtaler Ib Grønlund Sørensen i en pressemeddelelse.

I rollen som bygningschef får Ib Grønlund Sørensen ansvaret for Byg og Ejendomme. Kontoret beskæftiger sig med planlægning, opførelse og vedligeholdelse af regionens bygninger og ejendomme.

Blandt de største byggeprojekter, der er i gang på regionens matrikler, er en ny behandlingsbygning i Hjørring til en anslået værdi af 583 mio. kr., et nyt neurorehabiliteringscenter i Brønderslev med et budget på over en kvart milliard og udbygning af Hospitalsbyen ved Nyt Aalborg Universitetshospital. 

Han skal også spille en nøglerolle i etableringen af en samlet byggeorganisation i Region Nordjylland.

Forgænger skiftede til kommunen

Ib Grønlund Sørensen overtager posten efter Poul Møller, der den 1. maj i år skiftede Region Nordjylland ud med Aalborg Kommune og jobbet som bygningschef i AaK Bygning, der står for projektering og bygningsvedligeholdelse i kommunen.

- Vi har i rekrutteringsprocessen lagt vægt på tre ting: Dokumenteret byggeerfaring, lyst til personaleledelse og evnen til at begå sig i en politisk organisation. Her rammer Ib helt præcist det, vi har ledt efter, udtaler koncerndirektør i Region Nordjylland, Mette Jensen.

Ib Grønlund Sørensen tiltræder som bygningschef for Byg og Ejendomme den 1. september 2025.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078