Det kommer ikke på tale, at bøderne på hver 300.000 kroner til en far og datter for prisudveksling i nedriverbranchen kommer for landsretten.
Hverken Statsadvokaten For Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) eller de to dømte har nemlig valgt at anke dommen fra Retten i Hillerød.
Det oplyser SØIK og forsvarsadvokat Kjeld Skov fra Dahl Advokatfirma til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
- Det er en konkret vurdering hver gang, hvorvidt vi ønsker at anke. Ud fra en samlet vurdering har vi besluttet ikke at indbringe byrettens afgørelse for landsretten, siger Niels Kjærsgaard, specialanklager ved SØIK.
Han påpeger, at SØIK "selvfølgelig" har skelet til landsretsdommen fra december, hvor bødedommen i en anden sag i nedriverkomplekset blev stadfæstet.
Det gælder en bøde på 100.000 kroner til en 76-årig tidligere ejer af et nedbrydningsfirma på Holbæk-egnen for prisudveksling med Søndergaard Nedrivning. En afgørelse, den 76-årige forsøger at få for Højesteret.
Dermed er sagen fra Hillerød den første, hvor det endelige udfald er kendt. I både sagen fra Holbæk og Hillerød er SØIK gået efter fængselsstraf.
Også forsvaret har skelet til landsretsdommen:
- Der har selvfølgelig været overvejelser i forhold til at anke, men der er kommet en landsretsdom, som har fastslået, at det her er ulovligt, så vi synes ikke, det giver mening at anke, siger Kjeld Skov.
Udvekslet med to konkurrenter
Far og datter er dømt for at have overtrådt konkurrenceloven ved at have udvekslet priser med to konkurrerende nedrivningsvirksomheder i forbindelse med tilbud på 24 underentrepriser.
Overtrædelserne er sket i perioden fra oktober 2011 til september 2013.
I størsteparten af tilfældene har de to lånt et tilbud og herefter selv afgivet et proforma tilbud, som har været højere end tilbuddet fra den, de havde lånt prisen af.
Praksissen skyldes, at de enten ikke kunne nå at afgive tilbud, eller at der var tale om en opgave, som firmaet, der siden er ophørt, ikke havde kapacitet til.
At de ikke i stedet valgte at undlade at afgive tilbud skyldes frygt for ikke at blive inviteret til at byde med ved fremtidige udbudsrunder, er det blevet forklaret i byretten.
Flere retssager på vej
Sagen fra Retten i Hillerød er den anden i en række af sager om nedbrydningsfirmaer og ledende medarbejdere, der står anklaget for at have lånt priser til hinanden. Yderligere retssager følger i den kommende tid.
I alt er der rejst tiltale mod syv virksomheder og 13 ejere og ledende medarbejdere.
Licitationen - Byggeriets Dagblad nævner som udgangspunkt ikke navne på dømte, når straffen er under to års fængsel. Derfor næves far og datter ikke ved navn i denne artikel.
Kartelbøde til nedrivere bliver ikke anket
Bøde til far og datter på hver 300.000 kroner for prisudveksling i nedriverbranchen kommer ikke for landsretten