23948sdkhjf

Sjællandsk entreprenør går konkurs

Fakta: Daurehøj Erhvervsbyg A/S

Daurehøj Erhvervsbyg – der blev grundlagt af Birger Daurehøj i 2003 – overtog Tømrergaarden i Tuse A/S i 2006 og tilkøbte Grevinge Maskinsnedkeri i 2010. Med virkning fra 2012 fusionerede selskaberne, og blev dermed samlet i én virksomhed, under navnet Daurehøj Erhvervsbyg A/S.

Siden da er virksomheden – som har sit hovedsæde i Tuse vest for Holbæk – vækstet organisk. Direktør Birger Daurehøj fortalte i et interview med Licitationen - Byggeriets Dagblad i marts, at omsætningen for 2017-regnskabet lå på 348 mio. kr. med en forventning om at vækste 10 procent i indeværende regnskabsår.

Daurehøj Erhvervsbyg havde en egenkapital på 29 mio. kr. og beskæftigede 83 ansatte med udgangen af 2017.

Holbæk bliver en entreprenørvirksomhed fattigere.

Daurehøj Erhvervsbyg A/S indgav mandag konkursbegæring ved Skifteretten i Holbæk, efter selskabet i sidste uge rundsendte et brev til sine underleverandører med det triste budskab.

Ifølge brevet er det mangel på likviditet, der tvinger Daurehøj Erhvervsbyg – som havde 83 ansatte med udgangen af det seneste regnskabsår – til at kaste håndklædet i ringen.

Ubesvarede spørgsmål
Det har ikke været muligt for Licitationen - Byggeriets Dagblad at træffe direktør Birger Daurehøj til uddybende kommentarer.

Heller ikke advokat Henrik Steen Jensen, Partner i Holst, Advokater, der er udpeget som kurator for Daurehøj Erhvervsbyg ønsker for nuværende at kommentere konkursbehandlingen.

Det vides derfor ikke, om likviditetsmanglen er opstået som følge af en eller flere negative sager. Det er af samme grund uvist, hvordan Daurehøj Erhvervsbygs igangværende projekter påvirkes af konkursbegæringen.

Optimistisk årsrapport
Daurehøj Erhvervsbyg udsendte virksomhedens årsrapport for 2017 i februar. Her havde den nordvestsjællandske entreprenør et positivt resultat før skat på 4 mio. kr., hvilket blev betegnet som tilfredsstillende af ledelsen.

Egenkapitalen steg fra 26 til 29 mio. kr., mens balancesummen til gengæld faldt fra 77 til 128 mio. kr. Det blev i årsrapporten begrundet med opførelsen af ungdomsboliger på Frederiksberg med Flintholm Kollegiet ApS som bygherre.

- Byggeriet er behørig afdækket sikkerhedsmæssigt af bankgaranti, pant i selve byggeriet og nabokollegiet, fastslog ledelsen i årsrapporten, hvor man også gav udtryk for positive forventninger til det indeværende regnskabsår.

- Selskabets resultat for 2018 forventes at blive væsentlig bedre end resultatet for 2017. Selskabets ordrebeholdning dækker næste års produktion. Selskabet har tilstrækkelige kredit- og garantirammer til at gennemføre årets budget.

Samme toner lød fra direktør Birger Daurehøj, da han i marts uddybede resultatet over for Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Her blev intern styring, bedre systemer, mere opfølgning og gode samarbejdspartnere angivet som midler til at øge overskudsgraden fra 2017-regnskabet på 1,3 procent til et niveau omkring 3-4 procent.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095