Nedrivningsfirmaet Kingo Karlsen A/S med hovedsæde i Silkeborg, etablerer nu et lille salgskontor i Odense, med henblik på, at det skal vokse sig større hen ad vejen. Hvis man vil vinde nedrivningsopgaverne, er det ifølge firmaets erfaring en fordel at være lokalt til stede.
Derfor åbner nedrivningsentreprenøren en afdeling i Odense SØ den 1. november 2018. Målet med den nye afdeling er at vinde endnu flere af de fynske nedrivningsopgaver, som vil blive håndteret lokalt fra de nye kontorfaciliteter.
Samme koncept
Kingo har foruden hovedkontoret i Silkeborg en afdeling i Gadstrup på Sjælland og i Aalborg Øst, hvor det at være lokalt til stede har vist sig at have stor betydning for at vinde opgaverne.
Det er Kingos afdelingsleder Nick Werner Nielsen, som står i spidsen for den nye afdeling, og derfor er det ham, som vil sætte sit grønne aftryk hos de fynske kunder, som han vil hjælpe med miljørigtige nedrivninger.
- Jeg vil lære de fynske kunder rigtig godt at kende, for vi har meget at tilbyde med hensyn til miljørigtig nedrivning. Mit fokus er at være i tæt dialog med kunderne, da jeg mener, det er vigtigt for et stabilt og godt samarbejde, siger Nick Werner Nielsen, som glæder sig til at komme i gang med arbejdet.
Store opgaver
Kontoret er placeret tæt på motorvej E20, så det bliver nemt at komme hurtigt rundt på Fyn.
Selvom Kingo hidtil ikke har haft kontor på Fyn, har nedrivningsentreprenøren alligevel håndteret nogle store nedrivningsprojekter i det fynske. Senest GASA og Korsløkkeparken i Odense samt Toftemarken og Jægermarken i Svendborg.
Nedbrydningsentreprenørerne har haft godt gang i aktiviteterne i de forgangne år.
Den seneste brancheanalyse, som Licitationen Byggeriets Dagblad står bag, viser, at virksomhederne har tjent penge, og at det for første gang i en årrække er alle, der faktisk har et plus på bundlinjen, ud af de virksomheder der var med i analysen.
Analyser viser også, at det især er renoveringssager på boligligkarreer, der fylder i ordrebøgerne. En anden tendens er, at miljøsanering fylder mere, qua nye krav til håndtering af miljøskadelige stoffer. Og her er især kommunerne ved at komme efter det med at udbyde opgaverne som reelle miljøsaneringsopgaver.
Midtjysk nedriver etablerer egen afdeling på Fyn
Kingo Karlsen A/S i Silkeborg etablerer i første omgang et salgskontor i Odense