Regeringen lægger op til at låne penge med en rente på 13 procent
Midt under finanslovsforhandlingerne kommer det frem i status fra Transportministeriet, at regeringen lægger op til, at staten tager et dyrt kviklån med en rente på 13 procent. Baggrunden er, at man sparer på kapitalbevarende vedligehold på statens veje med videre.
Vejdirektoratet risikerer at komme til at mangle godt 750 mio. kr. de næste år, og det "kvik-lån" løber over årene op i en ekstra udgift på over en halv mia. kr. - fordi det er dyrere at rette op på noget forfaldent i forhold til at vedligeholde i tide. Renten på kviklånet er 13 procent, men kan reduceres lidt ved at man prioriterer det sårbare belægningsområde, der udsat for stort slid. Men det er jo under alle omstændigheder helt godnat at låne med en rente på det niveau i en tid, hvor staten kan låne til 0 procent.
Invester i stedet
Asfaltindustrien opfordrer til, at vi i stedet for at spare os fattige investerer os rigere og sundere.
Lad os investerer i at få lagt klimavenlig asfalt ud på alle motorveje nu. Denne helt nye og epokegørende type dansk-udviklede asfalt mindsker bilernes rullemodstand - den modstand, der opstår, når dæk og vej møder hinanden. Når rullemodstanden nedsættes med 4 procent på alle relevante statsveje, svarer det til en besparelse på 57 millioner liter brændstof som reducerer CO2-udledning med 143.000 ton.
Et Kinderæg af fordele
Eller lad os fortsætte og øge de succesfulde cykelpuljer, hvor staten giver et tilskud til de kommuner, der etablerer (super)cykelstier. De er simpelthen et Kinderæg af fordele: Når danskerne stiger ud ad bilen og hopper op på cyklen får vi mindre trængsel på vejene; cyklisme reducerer CO2-udledningen, og vi øger folkesundheden, fordi vi motionerer mere.
Selvfølgelig har vi som industri en interesse her - vi lever jo af at sælge asfalt. Men det rører altså ikke ved, at det er tosset at tage dyre kviklån. Eller ved det fornuftige i at investerer klogt - i klimaveje og cykelstier. Og ja, vi har pengene, for der er hele fire milliarder tilbage i Infrastruktur-fonden. Og nej - vi har ikke flaskehalse i asfalt- og anlægsindustrien, fordi vi har rationaliseret og kan producere mere med færre medarbejdere.
Der er ingen undskyldning, for ikke at komme i gang.
Artiklen er en del af temaet Debat.