Mette Seiding skal fra første december stå i spidsen for 80 medarbejdere. Det sker, når hun tiltræder som adm. direktør i JJW Arkitekter.
Tankerne om, hvordan man får sine medarbejdere til at trives, udvikle sig og dermed præstere er mange hos den 49-årige kvinde
- Jeg tror, at vi allesammen præsterer bedst på alle måder, når vi er trygge, og vi ved, hvad der forventes af os, siger hun.
Rammer til udvikling
Mette Seiding er ikke glad for store pludselige forandringer, og hun mener, at de i virksomhedsregi gør medarbejderne utrygge. Men for at udvikle sig, skal man udfordres.
- Vi skal i virkeligheden allesammen helst lave noget, der er lidt for svært. For så flytter vi os som mennesker og som virksomhed, siger hun og påpeger, at man ikke bliver bedre, hvis ikke man tør fejle.
Og dette gælder også for chefen, hvilket er en vigtig pointe.
- Det er vigtigt for mig som leder at italesætte, at der er mange ting, jeg ikke ved og kan, men som jeg øver mig på, siger hun.
Hun fortæller, at trygge rammer giver mulighed for italesættelse af egne usikkerheder, og det giver plads til udvikling.
- Jeg har for nylig kørt kassevogn for første gang. Det var jeg godt nok ikke tryg ved. Men når jeg siger det højt, er der også plads til, at andre giver udtryk for deres usikkerheder, siger Mette Seiding som eksempel.
Tænker langsigtet
Mette Seiding vil gå ydmygt til opgaven som ny adm. direktør. Hun fortæller, at det i første omgang kommer til at handle om at lokalisere de gode og de mindre gode ting ved JJW, og så få kortlagt, hvordan man skal komme forhindringerne til livs. Men det er ikke noget, der løses med et fingerknips, og det passer hende fint.
- Jeg er klart mere til det lange, seje træk end til et 100 meter-løb, siger hun og uddyber:
- Mit store kick er, når det lange, seje træk lykkes. Når ændringerne bliver tydelige i ethvert hjørne.
Hun glæder sig til, sammen med JJWs fem partnere, at finde frem til, hvilke knapper hun skal ind og skrue på.
Landlig bybo
Mette Seiding er født i Hillerød, men flyttede som barn til Lolland med sin familie.
- Knuthenborg Safaripark var et stort omdrejningspunkt i min barndom. Det er ikke usandsynligt, at det har spillet en rolle i forhold til mine senere projekter, siger hun med henvisning til, at hun har tegnet flere projekter for ZOO i København, blandt andet Den Arktiske Ring.
De sidste mange år har hun boet centralt i København, men det landlige har igen kaldt. Nu har hun købt et hus på Stevns, og det bliver flittigt brugt i weekenderne.
- Jeg kalder det "mit lille grimme hus", siger hun og fortæller, at det ikke kan betegnes som arkitektvenligt.
- Man kan se, at der er nogen, der har gjort sig umage med at sætte det i stand. Men det er som om, at de har fundet de pæneste materialer i byggemarkedet, og så valgt de materialer, der lå lige ved siden af. Men det vigtige er, at jeg nu har et sted, hvor der er stille og fredeligt, og hvor arkitekturen ikke spiller nogen rolle, siger hun.
Mange højdepunkter
Da Mette Seiding søgte ind på Arkitektskolen, var det med et afslag til følge. Det tændte en stædighed i hende.
- Der var sgu ikke nogen, der skulle sige, at jeg ikke kunne komme ind på Arkitektskolen, fortæller hun.
Året efter blev hun optaget, og siden da er hun gået fra at være rendyrket arkitekt til at toppe sin uddannelse med en master i professionel kommunikation og nu fokusere mere på ledelse. Men arkitektbaggrunden giver hende en forståelse for de projekter, der udføres i en virksomhed som JJW.
Direkte adspurgt om hvad hun ser som sin karrieres højdepunkt, svarer Mette Seiding:
- Det bliver, når jeg træder ind ad døren hos JJW, hvor jeg glæder mig til muligheden for at bidrage på det strategiske niveau.
Men hvis man kigger tilbage i tiden, er der flere nævneværdige højdepunkter.
- Først var det at blive partner i Dall & Lindhardtsen. Det er bekræftende, når man som ung arkitekt bliver spurgt, om man vil tage del i butikken, siger hun og fortsætter:
- Det næste var at holde op med at være partner! Og dernæst at træde fra topledelsen i en lille butik til at træde ind som mellemleder i en meget stor butik som Arkitema.
Ny topchef ser livet som en konstant læringsproces
JJW Arkitekters nye adm. direktør tror på, at faste rammer og fokus på det lange, seje træk er vejen frem