Bente Damgaard, adm. direktør i Schmidt Hammer Lassen Architects, har valgt at fratræde sin stilling efter 14 år.
- Jeg er nået til et sted i mit liv, hvor jeg skal prøve noget nyt, siger Bente Damgaard til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Tidspunktet er blandt andet valgt, fordi den sammenlægning med Perkins+Will, som virksomheden har været igennem, er tilendebragt.
Bente Damgaard har stået i spidsen for hele processen fra forhandlinger til implementering, og hun siger, at hun føler sig tryg ved, at virksomheden tager de næste skridt uden hende.
Vokseværk
Bente Damgaard ser med stolthed tilbage på at have spillet en nøglerolle i at udvikle Schmidt Hammer Lassen fra at være en lille jysk tegnestue til at være en internationalt anerkendt arkitektvirksomhed.
- Det helt store har været, at vi, til trods for vores størrelse, har formået at blive internationalt anerkendt, siger hun og nævner konkret Den Internationale Straffedomstol i Haag og gennembruddet i Kina som højdepunkter.
Kristian Ahlmark, partner i Schmidt Hammer Lassen, er ærgerlig over direktørens opsigelse, men har dog forståelse for, at Bente Damgaard har lyst til at prøve noget nyt.
Han fortæller, at Bente Damgaard har spillet en nøglerolle i udviklingen af virksomheden.
- Hun er om nogen indbegrebet af vores professionalisering og internationalisering, siger han og påpeger, at det ikke er nemt at lave arkitektur i udlandet.
- Da alle andre trak sig ud af det kinesiske marked, der kørte vi på, og det skyldtes primært Bente, siger Kristian Ahlmark.
Kristian Ahlmark regner med, at det først bliver i det nye år, at der findes en erstatning. Dog betegner han stillingen som attraktiv, hvorfor han heller ikke vil afvise, at den besættes inden, såfremt den rigtige kandidat bliver fundet.
Ukendt fremtid
Hvad livet nu skal byde på for den afgående direktør vides endnu ikke. Bente Damgaard er egentlig statsautoriseret revisor, men har nu hos Schmidt Hammer Lassen oparbejdet erfaring fra en kreativ branche.
Og hun vil ikke afvise, at et fremtidigt job ligeledes kunne ligge i de kredse.
Én ting er hun dog sikker på:
- Jeg skal med garanti ikke være revisor!
Afgående arkitekt-topchef: Tidspunktet var det rette
Bente Damgaards fratrædelse hos Schmidt Hammer Lassen kommer i forlængelse af, at sammenlægningen med Perkins+Will er gennemført og implementeret