Selvom der bygges store sygehuse og andre større byggerier i de store byer, så er det primært et boost i boligbyggeriet, der er tale om, når man sammenligner med tiden før finanskrisen.
I byggeriet eksploderede det hele i 2006, og det påbegyndte byggeri nåede 13,3 mio. kvadratmeter I dag er det kun boligbyggeriet, der er kommet med op.
- Så samlet set ligger vi på det halve af dengang. 6.4 mio. kvadratmeter i 2016, de senere tal kan vi slet ikke stole på, da byggestatistikken er blevet skrantende for alvor. Men festen i dag er en boligfest, konstaterer Curt Liliegreen, der er projektdirektør i Boligøkonomisk Videncenter i København.
Han har fulgt udviklingen igennem mange år:
- Hvis vi skal sammenligne situationen med tiden op til finanskrisen, så ser jeg ligheder men også store forskelle, siger han til Licitationen Byggeriets Dagblad.
- Der blev både i 2005-07 og i 2015-2018 bygget på livet løs, og i endnu højere grad i de senere år inde i København. Markedet minder på en del punkter om hinanden i de to epoker, hvor vi ser en drejning mod high-end markedet, altså de højeste indkomster, og en bevægelse mod mere kvalitet i byggeriets udformning. Der er dog også en del mere "almindeligt pensionskassebyggeri" af udlejningslejligheder, om end bevægelsen mod mere kvalitet og arkitektur også her synes tydelig, siger Curt Liliegreen.
Det dyre segment
Han advarer dog om, at den megen sats på ekstremt dyre, store og fornemme lejligheder i dag godt kan give bange anelser.
- Er der virkelig købere til alle de lejligheder på 10-15-20 mio. kr.? Det positive ved det er, at markedet er et nichemarked, og skulle det gå galt, så er skaden mere begrænset end i 2005-2006, hvor store dele af boligmarkedet, især det østlige Danmark, gik amok i prisstigninger, siger han.
Store forskelle
Her peger han så på forskellene i forhold til nu og dengang.
- I 2006 var vi i en boligboble, ikke kun nationalt, men internationalt, en boligboble der blev forstærket af en gennemført usund finansiel sektor ikke mindst i USA. Fremvækst af nye, komplekse værdipapirer, en ukritisk dyrkning af mulighederne heri og en deregulering over mange år havde skabt et giftigt klima, hvor effekten af en boligkrise (den amerikanske subprimekrise, red) kunne mangedobles, siger Curt Liliegreen og tilføjer:
- I dag har vi en anden verden, hvor Basel aftalerne (I USA the Frank-Dodd act fra 2010) og makroprudentiel regulering har fjernet de værste vildskud på den internationale finansscene. Vi er meget langt fra 2006, også her på vort lokale marked, og vi ser det blandt andet i, at nettoudlånsvæksten er langt mere afdæmpet end i 2006. De private forbrugere er ganske enkelt blevet mere forsigtige. Det samlede private forbrug vil bare ikke op realt. Det steg i 2004-2006 med 2.9-4.6 procent årlig realstigning, mens det i 2015-17 har ligget på 1.6-2.1 procent årlig realstigning, forklarer Curt Liliegreen.
BNP halter bagefter
En af forskellene er ifølge Curt Liliegreen, at amokløbet i 2005-06 også trak BNP væksten med op. Den løber i dag forpustet bagefter.
- I 2004 havde vi 2,7 procent, så 2,3 procent i 2005 og 3,9 procent i 2006. Nu har vi 1,6 procent i 2015, 2,0 procent i 2016 og 2,3 procent i 2017. Det går fremad, men vi er samlet et stykke under, i et lavere gear. Når privatforbruget ikke vil op, så er det svært at få den samlede BNP vækst højt op, konstaterer Curt Liliegreen.
Sædvanlige problemer
Hvad byggevirksomhederne angår, så ser vi ifølge Curt Liliegreen de sædvanlige problemer under en højkonjunktur. For mange start-ups, mange konkurser. Til gengæld er der også lyspunkter. Vi har ikke flaskehalse på materialer, og materialepriserne går ikke med raketfart op i himmelen som sidst.
I 2005-2007 steg antal af mangler voldsomt, men det var et tabu at tale om, ligesom mange heller ikke ville tale om mangel på arbejdskraft - selvom vi bagefter kan se, at det stod skidt til. På det punkt er sektoren mere afklaret i dag.
- Heldigvis viser de officielle målinger, at vi ikke er oppe på den samme mangel af arbejdskraft i dag som dengang, om end situationen er blevet noget mere presset de senere år, konkluderer Curt Liliegreen.
Byggefesten er foreløbig kun en boligfest
Samlet set er byggeaktiviteten kun den halve af, hvad den var i perioden op til finanskrisen, og problemet kan blive de dyre boliger, især i København, mener ekspert