23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Rødovre, Dragør, Helsingør, Solrød, Snævre, Kerteminde, Grindsted, Viborg og Aalborg

REGION HOVEDSTADEN

RØDOVRE

Dagligvarebutik
Der er udarbejdet et forslag til lokalplan, som skal bane vej for etablering af en dagligvarebutik på hjørnet af Islevbrovej og Viemosevej ved Islev Torv, og som både teknik- og miljøudvalget og økonomiudvalget i Rødovre Kommune anbefaler til fremlæggelse i otte ugers offentlig høring.

Lokalplanforslaget er udarbejdet af bygherre Salling Group A/S samt deres rådgiver 2T Arkitekt og Ingeniør i samarbejde med kommunens tekniske forvaltning.

Planen giver mulighed for, at eksisterende bygninger på hjørnet kan nedrives, og at der etableres en ny bygning på cirka 1.200 kvm i én etage med butiksareal, personalefaciliteter samt integreret varegård og lager. Derudover er der planlagt for parkering på terræn og udendørs opholdsarealer med mere.

Lokalplanen forventes endeligt vedtaget i februar næste år.

DRAGØR

Udbygning af træningslokaler
Økonomiudvalget i Dragør Kommune holder møde i morgen og har blandt andet et sag om udbygning af Dragør Sports- og Motionsforenings træningslokaler på dagsordenen.

Der skal tages principiel stilling til, om Dragør Sports- og Motionsforening kan få tilladelse til - for egne midler - at foretage en tilbygning til Hollænderhallen, og administrationen anbefaler, at foreningen får afslag på sin ansøgning.

HELSINGØR

Dagligvarebutik
Helsingør Byråd har vedtaget lokalplan nr. 1.171 for en dagligvarebutik på Blichersvej 1A i Helsingør og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.

Lokalplanen giver mulighed for at etablere en ny dagligvarebutik på maksimalt 1.200 kvm på hjørnet af Kronborg Ladegårds Vej og Blichersvej. Afgørelsen kan påklages til Planklagenævnet frem til 10. oktober.

REGION SJÆLLAND

SOLRØD

10 boliger
Økonomi-, teknik- og miljøudvalget i Solrød Kommune har sagt god for, at forslag til Lokalplan 391.12, etablering af 10 boligenheder, Bybjerg 11 fremlægges i offentlig høring i fire uger.

Det nye plangrundlag giver mulighed for at omdanne de eksisterende og overflødiggjorte driftsbygninger i Solrød Landsby til op til ti nye boligenheder via nedrivning og genopførelse. For at bevare gårdmiljøet og den tre-længede gård gives der mulighed for, at de tre længer genopføres med et arkitektonisk udtryk, der ligner det nuværende byggeri.

Såfremt der ikke kommer indsigelser i høringsperioden, forventes lokalplanen at blive vedtaget endeligt af administrationen i november.

SNÆVRE

Biogasanlæg
Udvalget for klima og miljø samt økonomiudvalget i Holbæk Kommune har besluttet at igangsætte planlægningen for et erhvervsområde ved Snævre, hvor det er tanken at etablere et biogasanlæg.

I første omgang gennemfører kommunen en indledende høring, hvor der frem til 4. oktober indkaldes ideer og forslag til den kommende planlægning og til indholdet i den miljøkonsekvensrapport, som efterfølgende skal udarbejdes. Der holdes borgermøde den 27. september. 

REGION SYDDANMARK

KERTEMINDE

Oplevelsespark
Kerteminde Kommune har udarbejdet et forslag til lokalplan for et område på cirka 9,8 hektar nord for Kerteminde med henblik på at bane vej for etablering af en oplevelsespark.

Forslag til lokalplan 300 muliggør etablering af en grøn naturpark med restaurant, kiosk/café, shelters med mere samt etablering af sø.

Oplevelsesparken tænkes udformet som en labyrint, markeret af forskellige typer beplantning og skal give mulighed for oplevelser, leg og ophold.

Forslaget indstilles nu med økonomiudvalgets anbefaling til byrådets godkendelse med henblik på fremlæggelse i otte ugers offentlig høring.

GRINDSTED

Rækkehuse
Billund Kommune har modtaget en forespørgsel om mulighederne for at etablere en tæt-lav boligbebyggelse i form af rækkehuse i en-to etager på en nedlagt landejendom i Grindsted.

Det vil kræve udarbejdelse af et nyt plangrundlag, hvis der skal opføres rækkehuse på landejendommen, og kommunaldirektøren indstiller, at dette arbejde sættes i gang.

I første omgang behandles sagen af teknik- og miljøudvalget den 25. september.

Der forefindes en saneringsmoden landejendom på matriklen i dag med mindre driftsbygninger, og derudover cirka 1,4 hektar fredskov.

REGION MIDTJYLLAND

VIBORG

Etageboliger
Bach Gruppen, Ejendomsanpartsselskabet Absalonsvej og CS Ejendomme ønsker at opføre etageboliger på ejendommene Absalonsvej 1, 3, 5 og 7, der ligger i Viborg Baneby.

Ansøgningen er ikke i overensstemmelse med gældende planlægning, og forvaltningen i Viborg Kommune har vurderet, at projektet er lokalplanpligtigt.

Bygherrerne har på den baggrund ladet udarbejde et udkast til lokalplanforslag og kommuneplantillæg for området, og de er på teknisk udvalgs dagsorden i dag. Udvalget skal tage stilling til, om forslagene skal indstilles til byrådets godkendelse med henblik på offentliggørelse.

Bygherrerne ønsker at opføre etageboliger på deres ejendomme i varierende højder fra tre til seks etager og med gårdrum, der er afskærmet fra de omkringliggende veje, og som kan fungere som opholds- og parkeringsarealer for de nye bebyggelser.

Lokalplanforslaget udlægger området til centerformål og giver mulighed for, at der kan etableres etageboliger, liberalt erhverv, almen service, restauranter og hoteller.

Hvis alt går som forventet, kan det nye plangrundlag vedtages i starten af 2019.

REGION NORDJYLLAND

AALBORG

Boliger og erhverv
Aalborg Byråd har vedtaget kommuneplantillæg 4.054 og lokalplan 4-1-112 Boliger og erhverv, Kollegievej, Vejgård.

Området, som ligger på hjørnet af Sohngårdsholmsvej og Universitetsboulevarden, har været udbudt til salg af Aalborg Kommune, og ønskes nu bebygget med boliger, erhverv og butikker. Formålet med lokalplanen er at give mulighed for at opføre et højhus i 15 etager samt en karrébebyggelse med et grønt gårdrum i midten. Lokalplanen giver mulighed for op til 13.560 kvm byggeri på grunden. Heraf udgøres størstedelen af byggeriet af boliger, og op til 2.500 kvm udgøres af erhverv og butikker.

Aalborg Kommune ønsker at skabe grundlag for dannelsen af et stærkt fremtidigt urbant knudepunkt omkring kollektiv transport, herunder en ny +BUS station ved det overfor liggende hjørne ved Grønlands Torv. Ny bebyggelse skal fremstå som et markant arkitektonisk fyrtårn, og byrummet omkring hjørnet skal være et urbant knudepunkt med grønt præg, der understøtter forbindelsen fra de omkringliggende bebyggelser til den kollektive trafik.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.126|instance-web03