23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Viborg, Resen, Hjallerup, Holsted, Vejen, Askov, Brørup og Solrød

REGION MIDTJYLLAND

VIBORG

Vindmøller
Klima- og miljøudvalget i Viborg Kommune skal på sit møde i morgen tage stilling til igangsætning af en fordebat med indkaldelse af forslag og idéer for vindmøller ved Tolstrup.

Der er ansøgt om opstilling af tre vindmøller på en ret linje i øst-vest-gående retning.

Forvaltningen foreslår, at perioden for indkaldelse af forslag og idéer fastsættes til seks uger, hvor de berørte myndigheder samtidig høres, og at der holdes borgermøde om projektet den 24. oktober.

Forvaltningen forventer, at et nyt plangrundlag kan være klar til endelig vedtagelse medio 2019. 

RESEN

Restaurering af vandløb
Viborg Kommune har fremlagt et forslag til et restaureringsprojekt i Karup Å ved Resen i otte ugers offentlig høring frem til 7. november.

Herning Kommune har modtaget en ansøgning om udlægning af en gydebanke i Karup Å fra KÅS, som selv vil afholde projektomkostningerne.

På baggrund af ansøgningen er der udarbejdet et forslag til et restaureringsprojekt, hvis formål er at forbedre de fysiske forhold på strækningen.

REGION NORDJYLLAND

HJALLERUP

Ledningsrenovering
Hjallerup Fjernvarme har søgt Brønderslev Kommune om at stille kommunegaranti for optagelse af et lån på 4 mio. kr. til finansiering af ledningsrenovering i Østermarken i Hjallerup, og økonomiudvalget anbefaler, at ansøgningen imødekommes.

Hjallerup Fjernvarme ønsker at udskifte fjernvarmerørene i Østermarken nr. 19 til 71 og nr. 73 til 155. Disse rør blev i starten af 1970’erne nedlagt i en dybde, hvor de ligger i vand, hvilket udfordrer samlingerne på rørene. Hjallerup Fjernvarme vil udskifte disse rør for at undgå sprængninger og utætheder.

REGION SYDDANMARK

HOLSTED

Park og torv
Vejen Byråd har vedtaget lokalplan 299 for torvet i Holsted og park ved Holsted Å endeligt.

Lokalplanen fastlægger områdets anvendelse til centerformål og rekreative formål såsom kultur- og fritidsaktiviteter, herunder park, torv og parkering.

Området opdeles i to delområde, hvor delområde 1 anvendes til park og delområde 2 til bytorv og parkering.

VEJEN

2 minus 1 vej
I Budget 2018 har Vejen Kommune afsat en pulje på 1,820 mio. kr. til cykelstier, hvoraf godt 400.000 kr. er brugt. Forleden besluttede Vejen Byråd så, at de resterende 1,404 mio. kr. skal anvendes på etablering af en 2 minus 1 vej mellem Vejen og St. Andst. 

ASKOV

Fjernvarmeforsyning
Vejen Varmeværk er blevet kontaktet af Poul La Cour Fonden - Møllevej 21, Askov - der ønsker at udskifte deres nuværende naturgasinstallation med fjernvarme, og af Oxdal ejendomme, der vil opføre 10 rækkehuse på Møllevej, som de ønsker opvarmet med fjernvarme.

Med baggrund i disse to forhåndstilkendegivelser vil Vejen Varmeværk tilbyde fjernvarme til yderligere 17 ejendomme på Møllevej. Varmeværket har fremsendt et projektforslag for konvertering af naturgas til fjernvarme for en del af Møllevej til Vejen Kommune, og forslaget blev forleden godkendt at Vejen Byråd.

BRØRUP

Shelters
Vejen Byråd har besluttet at fremlægge forslag til lokalplan 296 for Enghave dyrepark, Gjerndrup ved Brørup i offentlig høring i fire uger.

Lokalplanen omfatter cirka 18 hektar, og den er udarbejdet på baggrund af en henvendelse fra ejeren af Enghave dyrepark i Gjerndrup. Ejeren ønsker at etablere en mindre bolig med garage for personalet tilknyttet parkens drift samt 10 shelters i parkområdet.

REGION SJÆLLAND

SOLRØD

Forlængelse af cykelsti
Økonomi-, teknik- og miljøudvalget i Solrød Kommune anbefaler, at byrådet frigiver 450.000 kr. til forlængelse af den dobbeltrettede cykelsti, som løber fra Havdrup langs Skolevej frem til byzoneskiltet ved Gl. Havdrup.

Ejeren af ejendommen Skolevej 67 har stillet en del af sin have vederlagsfrit til rådighed til forlængelse af cykelstien, da den smalle og svingende vej ind i Gl. Havdrup efter ejers opfattelse giver trafikale udfordringer for blandt andet skolebørn, som går i skole i Havdrup.

De cyklende skolebørn har ikke meget plads i det første skarpe sving i Gl. Havdrup og kører derfor ofte på det smalle fortov i byen i stedet for på vejen.

Gennemførslen af projektet, hvor lodsejeren stiller arealet på sin ejendom til rådighed i hele facadelængden mod vej, forventes således at forbedre trafiksikkerheden betydeligt i Gl. Havdrup

Administrationen vil efter færdigprojektering udbyde opgaven og indgå kontrakt med entreprenør.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.141|