23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Topchefer: Krisen gav geografiske forskydninger - men også muligheder

Entreprenørgiganterne NCC og Arkil kan godt mærke, at finanskrisen har medført flere opgaver i Hovedstadsområdet og Østjylland. Men det giver også nogle muligheder andre steder

Finanskrisen ramte pludseligt, dramatisk og hårdere end noget bygge- og anlægsbranchen før har oplevet.

Opgaverne blev færre i områderne væk fra de store byer, og det var derfor som virksomhed nødvendigt at reagere på den geografiske forskydning, der skete i tiden efter krisen.

Det fortæller adm. direktør i Arkil, Jesper Arkil, der godt kan genkende det billede som tal fra Dansk Byggeri tegner af, at finanskrisen har medført, at der kun er tre landsdele, der har en højere byggebeskæftigelse i dag end før finanskrisen - Østsjælland, Københavns Om-egn og Byen København.

- Det bekræfter vores vækst i virksomheden. I årene efter krisen var der arbejde at finde i København, Aarhus, Odense og Aalborg. Der begyndte stille og roligt at komme gang i den igen. Kommunerne fik flere penge, der blev fusioneret på forsyningsområdet og i energiselskaberne, som blev mere professionaliserede. På den måde blev de større byer drivkraften, siger han.

Lunken pipeline
Selv om Hovedstadsområdet blev ramt mindre hårdt end andre landsdele, så så pipelinen slunken ud over hele linjen, hos både bygherrer og rådgivere, og det blev derfor nødvendigt, at skære virksomheden til, som Jesper Arkil formulerer det.

- Vi måtte tilpasse os og skære til i stedet for at satse på noget, der ikke var bæredygtigt. Men vi foretog også i perioden nogle opkøb, som senere kunne bidrage til at styrke virksomheden. Desuden igangsatte regeringen Infrastrukturfonden og den grønne transportpolitik, som et forsøg på at stimulere vækst med infrastrukturprojekter. En del af de projekter vi udførte i tiden efter krisen var på vej- og baneområdet, fortæller han.

Krisen gav muligheder
Direktør for forretningsudvikling i NCC, Martin Man-thorpe, nikker ligesom Jesper Arkil genkendende til, at der efter finanskrisen er sket en forskydning af opgaverne med sig.

Men også før finanskrisen var der den højeste aktivitet i Hovedstadsområdet og Østjylland, påpeger han.

- Vi havde allerede før krisen en tilværelse, hvor de fleste aktiviteter var omkring København og Aarhus, så derfor har vi ikke ændret strategi på grund af krisen, siger han.

Den højere byggebeskæftigelse i de østlige dele af landet har dog også givet nogle muligheder de steder, der lige nu halter bagefter.

- Vi ser lige nu muligheder i det jyske, hvor vi har opkøbt entreprenørfirmaet Jakobsen & Blindkilde, som giver os nye muligheder både indenfor byggeri og på markedet for tekniske anlæg og naturgenopretning, siger Martin Manthorpe.

Særlige styrker
For NCC ramte finanskrisen ikke med helt samme styrke som andre i branchen oplevede, forklarer Martin Manthorpe.

- Lige inden krisen var vi igennem en omfattende tilpasning, fordi boligmarkedet faldt sammen allerede i 2006. Der begyndte vi at tilpasse os en strammere virkelighed. Så selv om finanskrisen påvirkede os, så kom vi hurtigere igennem den end andre, siger han.

For NCC har krisen især betydet, at man i virksomheden er blevet mere bevidst om sine særlige styrker.

- Vi er der, når det er hårdest og vi holder vores aftaler - også selv om det koster. Vi er konstant opmærksomme på at følge markedet tæt, men vi skal heller ikke gå og frygte en ny afmatning, for så mister vi muligheden for en god forretning, siger Martin Manthorpe.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.079|instance-web04