23948sdkhjf

DAGENS LEDER: "Skæv" infrastruktur koster dyrt

Det mener Licitationen, Byggeriets Dagblad

Investeringerne i den danske jernbane har været massiv siden 2009. Siden da har staten brugt 51,5 mia. kr. på jernbaneinvesteringer, mens kun 29,5 mia. kr. er tilflydt vejene, viser en ny opgørelse fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.

Det harmonerer dog ikke med den belastning, som har været på vejene. For 80 pct. af det såkaldte transportarbejde er foregået på vejene, mens 8 pct. er sket med tog. Det har naturligt nok fået både Dansk Infrastruktur og Asfaltindustrien til at kalde det en skæv fordeling af den danske infrastruktur.

Om det er DSB’s alt andet end gode rygte ud i overholdelse af tidsplaner og kundetilfredshed, som er årsagen til, at det ikke ligefrem boomer med transporten på jernbanen, må være op til eksperter at vurdere.

Bevares, den danske jernbane har haltet gevaldigt igennem mange år. Men det er vanvittigt så meget, der er postet i jernbanen, når bilisterne dagligt må sidde i kø på ikke mindst de store indfaldsveje omkring København og på vejene i Nordsjælland. Her har både erhvervsliv og pendlere i flere år efterspurgt både en havnetunnel og en motorvej mellem Frederikssund og Hillerød.

Dårlig infrastruktur er ikke kun et dagligt irritationsmoment - uanset om man sidder i et tog eller en bil på vejene. Men i det store regnskab koster det dyrt, når medarbejdere dagligt må bruge timer i kø på vejene fremfor at betjene virksomhedernes kunder.

Fremtidens infrastrukturforlig bør i høj grad have det in mente, så vi igen undgår en skæv finansiering af landets infrastruktur.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094