(MALAGA, SPANIEN) Den internationale dækproducent med hovedsæde i Hannover, Tyskland, havde allieret sig med Caterpillar, der har et stort demo- og testcenter i Malaga, da de skulle præsentere deres nye serie af dæk for pressen og for kunderne.
Og stedet er valgt med omhu, for her under sydens sol er der på testcentret, der ligger på et bjerg, rig mulighed for presse dækkene, så man kan se dem operere i terræn der er meget tæt på virkeligheden.
Det handler således om Conti CrossTrack der kommer i tre versioner, nemlig som HS3, der er beregnet for styrende hjul, HD3, der er til de trækkende aksler samt HT3 beregnet for anhængertræk.
De rå omgivelser
I grusgrave, ved vejarbejder, på større byggerier, broarbejder og meget andet vil man finde entreprenørlastbilen, der leverer sand, grus, asfalt, kører beton væk, kører med skrot, byggeaffald med videre. Det er hårdt arbejde, og det kræver et dæk, der kan holde til at køre på det ujævne underlag. Samtidig skal transporten være sikker, den skal være økonomisk og ikke mindst miljøvenlig.
Ekstra beskyttelse
- For at optage påvirkninger på dækket er der lagt et ekstra lag ind på slidfladen, som optager bevægelserne fra dækket og beskytter de indre lag, fortæller Georg Nielsen fra Continental i Danmark.
- Når man kører på forskellige underlag, kræver det den rette kombination af dæk. Stenene, som kommer med dækket op fra vejen, skal helst smides af, så de ikke sidder i dækket. Derfor har vi forskellige dæk til de forskellige aksler på bilen og på entreprenørmaskinen. Et dæk der drejer meget, skal have mere gummi og et mønster, der kan klare det. Et dæk, der trækker, skal stå fast, og skal have et grovere mønster, forklarer han.
Firmaet leverer også både varm og kold regummiering, og selv om der er en temperaturforskel på de to metoder, henholdsvis 105 og 150 grader celcius, handler det altså for begges vedkommende om at få en ny slidbane på. Et dæk kan forlænge levetiden med to-tre gange.
En demonstration af tungt lastede lastvogne på en 35 grader stigning viste, at dækkene stod godt og solidt fast på underlaget, og at det var meget begrænset hvor meget materiale, dækkene tog med sig op. Sidst men ikke mindst lancerer Continental en overvågning af dæktryk og temperatur, og det er ifølge Licitationens oplysninger ret nyt. Der pålimes en lille føler på den indvendige side af dækket, modsat slidfladen. Herfra sendes signalet til en scanner, eller til en skærm i bilen. Et alternativ er at man kan sende oplysningerne til mobilen og til computeren via en app.
En del af telematikken
- Systemet vil blive udviklet, så det kan indgå i de forskellige telematiksystemer, der findes på markedet. Dermed vil man i systemet kunne aflæse dæktryk og temperatur på linje med andre oplysninger på motor, med videre, forklarer
Dertil er der en række store entreprenørdæk, som sidder på de store dumpere og læssemaskiner, men de fylder ifølge den danske repræsentation i Continental Danmark, Georg Nielsen, ikke så meget endnu i det samlede billede.
"Off The Road"-dækkene (OTR, red.) til bygningskøretøjer og entreprenørmaskiner skal kunne holde til vanskelige underlag. Continental har udviklet ContiEarth, som er en serie af OTR-dæk, der alle er udstyret med et særligt dækmønster, der er skræddersyet til de særlige behov og krav hos læssemaskiner, tipvogne eller bulldozere til minedrift og bygningsprojekter.
Læssere og dumpere
ContiEarth-serien består af to dæklinjer, EM-Master og RDT-Master. EM-Master til dumpere, læssemaskiner og dozere er tilgængelig i to versioner med forskellige dækmønstre. Der er E3/L3-versionen med gode, selvrensende evner, trækkraft og manøvredygtighed i blødt og mudret terræn, og E4/L4 med kraftig beskyttelse af karkassen, punkteringsbeskyttelse, trækkraft og let drift på hårde og stenede overflader.
RDT-Master blev designet til faste tipvogne med høj stabilitet, holdbarhed og god trækkraft selv ved høje hastigheder over lange distancer.
Nye mønstre og mere råstyrke i dækserie
Dækfirmaet Continental lancerer ny serie af dæk til entreprenørlastbiler og -maskiner. Overvågning af dæktilstand er også en del af fremtiden