REGION SJÆLLAND
RØRVIG
Renovering af plads
Miljø- og Klimaudvalget i Odsherred Kommune holder et ekstraordinært møde i morgen, hvor der skal tages stilling til, hvad der skal ske med Grenpladsen i Rørvig.
Grenpladsen i Rørvig har været lukket de seneste fem måneder, da pladsen har store problemer med vand og pløre på grund af nedslidt kørelag. Pladsen fremstår i dag tør i overfladen, men mange års brug har over tid fjernet en større mængde jord, så der er kommet en dyb lavning på pladsen, og problemet med vand og pløre vil derfor komme igen ved større regnfald.
Grenpladsen i Rørvig ligger på en gammel losseplads, som efter lukningen i 1976 fortsatte som afbrændingsplads for grenaffald uden at være indrettet til formålet.
Kommunen arbejder nu med både en kortsigtet og en langsigtet løsning, og Miljø- og Klimaudvalget bliver på mødet i morgen bedt om at godkende en midlertidig renovering af pladsen med geotekstil og knust beton samt godkende, at administrationen arbejder videre med en langsigtet og permanent løsning for området.
REGION SYDDANMARK
RAGEBØL
Arkæologiske undersøgelser
Sønderborg Byråd skal på sit møde på onsdag blandt andet tage stilling til, om der skal frigives 1,5 mio. kroner af rådighedsbeløbet for byggemodninger i 2018 til forundersøgelser for fortidsminder af erhvervsarealer i Ragebøl og Glansager.
Forvaltningen forventer, at kommunens erhvervsarealer bliver mere salgsvenlige, og at salgsprocessen bliver kortere, hvis arkæologernes arbejde gennemføres inden et salg, og en bygherre ikke først skal afvente resultatet af undersøgelserne.
STUBBÆK
Byggemodning
Aabenraa Kommune planlægger at byggemodne en række nye byggegrunde i Stubbæk ud mod Gammel Tinglevvej.
Vækstudvalget for Land og By og Økonomiudvalget anbefaler, at byggemodningen igangsættes, og at der anlægsbevilges 1,9 mio. kroner til projektet.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Rørvig, Ragebøl og Stubbæk