REGION HOVEDSTADEN
GLADSAXE
Nedrivning
Trafik- og Teknikudvalget i Gladsaxe Kommune har sagt god for, at et bevaringsværdigt enfamiliehus på Tværmarksvej 3 i Buddinge rives ned som ansøgt.
Ejer ønsker efter nedrivningen at opføre et mere funktionelt og moderne hus, som svarer til en moderne families behov, men som efterligner det nuværende hus’ byggestil.
REGION MIDTJYLLAND
BALLEN
Parkgolfanlæg
Der er udarbejdet et forslag til lokalplan, som skal bane vej for etablering af et parkgolfanlæg på nuværende landbrugsarealer vest for Ballen by på Samsø.
Lokalplanen gør det muligt at etablere to gange ni huller, parkeringsplads og administrationsbygning med plads til toiletfaciliteter og eventuelt en lille butik.
Både Udvalget for teknik og miljø og Økonomiudvalget i Samsø Kommune anbefaler, at forslaget godkendes til offentlig høring i fire uger.
REGION NORDJYLLAND
AABYBRO
Bymidte
Realdania har givet Jammerbugt Kommune tilsagn om at støtte udviklingen af Aabybro bymidte med 500.000 kroner.
Aabybro er vokset markant i indbyggertal de seneste ti år, der er bygget ny skole, lavet nyt bibliotek, hallen er renoveret, en lang række parcelhusgrunde er udstykket og nye almene boliger er opført. For at bymidten i Aabybro følger med byens øvrige udviklingen, ønsker Jammerbugt Kommune at gentænke bymidten. Planen er, at den skal gå fra at være én hovedgade til at blive et centerområde, og det giver midlerne fra Realdania nu muligheden for, skriver kommunen i et nyhedsbrev.
Processen frem mod en strategisk midtbyplan kommer til at ske i samarbejde med byens mange aktører. En proces, der allerede har været i gang over længere tid.
Når arbejdet med den strategiske midtbyplan er klar, forventer kommunen i fremtiden at gennemføre en til tre fysiske projekter i bymidten, som skal være med til at transformere byrummet.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Gladsaxe, Ballen og Aabybro