LM Byg A/S’ adm. direktør Hans Anker Nielsen mener, at Per Semmling som ny direktør for produktionen fuldender den ledelsesgruppe, der skal eksekvere råhusentreprenørens 2020-strategi, som blandt andet indeholder et mål om en gennemsnitligt årlig vækst på 10-20 procent.
- Vi står med en meget stærk ledelsesgruppe, der er klar til at tage markedsandele, siger adm. direktør Hans Anker Nielsen fra LM Byg til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Den tidligere Aarsleff- og Casa-direktør Per Semmling begynder som direktør for produktionen i LM Byg omkring 1. juni. Ledergruppen består desuden af økonomidirektør Torben Hansen og de to sektionsdirektører Claus Gade og Frank Aarslew-Jensen.
Ambitiøs plan tiltrak
LM Byg offentliggør ikke omsætning i sine årsrapporter, men i 2016 blev den i artikel her i avisen oplyst til lidt mindre end 400 mio. kroner, og i 2017 voksede den i tråd med 2020-planen, har Hans Anker Nielsen tidligere fortalt til Licitationen.
Og virksomheden forventer altså også at få mere at lave i fremtiden.
- Vi har en rigtig stor tilbudspipeline, og vi kommer til at ansætte endnu flere medarbejdere den kommende tid. Og det er også derfor, vi henter Per ind nu til at styrke med den udvikling, siger Hans Anker Nielsen.
Per Semmling angiver LM Bygs visioner som en faktor, der fik ham til at takke ja til stillingen.
- Jeg blev tiltrukket af, at de har en ambitiøs vision om at tage markedsandele på råhusområdet. Og så kender jeg flere af folkene bag, som jeg har arbejdet sammen med tidligere, og jeg synes, holdet giver et godt fundament for at arbejde med visionen, siger han.
Fritstillet i Casa
LM Byg har fået muligheden for at hente Per Semmling, efter han i december sidste år blev afskediget som direktør for byggeentreprenøren Casa A/S’ sjællandske afdeling.
I et interview i Børsen nævnte Casa-direktør Michael Mortensen, at afskedigelsen af Per Semmling hang sammen med, at virksomheden ændrede det strategiske fokus i den sjællandske afdeling fra opbygning til produktion og eksekvering. Han blev dog også citeret for at sige, at "Per ville nok gerne være direktør i Casa, og det er jeg jo. Derfor har vi fundet ud af, at det rigtige for både ham og Casa er at stoppe samarbejdet."
Per Semmling afviser, at det sidste skulle være tilfældet.
- Hvad Michael siger til aviserne står for hans egen regning. Jeg kan bare sige, at jeg blev ansat til at bygge produktionen op, og den opgave synes jeg egentlig, at jeg opfyldte. At jeg skulle have ambitioner om at blive adm. direktør har ikke noget på sig. Jeg har aldrig ytret noget ønske i den retning, siger han.
Hans Anker Nielsen griner lidt af spørgsmålet, da han bliver spurgt til, om han vil være ekstra opmærksom over for eventuelle direktør-ambitioner hos Per Semmling.
- Per og jeg har kendt hinanden i mange år, og vi har et rigtig godt forhold. Vi har også haft en snak om, hvilke roller vi indtager, så fordelingen er der afklaring omkring, siger han.
LM Byg har væksthold på plads med ny direktør
Med tilføjelsen af Per Semmling som ny direktør for produktionen er ledergruppen komplet i LM Byg A/S frem mod 2020, fortæller adm. direktør Hans Anker Nielsen