23948sdkhjf

Lokale industrigiganter bag sydjysk universitetsbyggeri

Hoffmann er entreprenør på byggeriet, der skal skabe mere højtuddannet arbejdskraft til sønderjyske virksomheder

Sidste sommer bød på et historisk initiativ, da virksomhederne Danfoss og Linak gik sammen med Region Syddanmark, Sønderborg Kommune og Syddansk Universitet for at imødekomme manglen på elektronikingeniører i Syddanmark.

Resultatet blev etableringen af Center for Industriel Elektronik (CIE) i Sønderborg. De fem partnere har tilsammen investeret 176 millioner kroner i projektet, og fredag 6. april blev spaden stukket i jorden til det nye byggeri.

- På Als og i Sønderborg ligger virksomheder med globale perspektiver. De har brug for de bedste ingeniører. Ved at bygge en CIE-bygning med de mest moderne faciliteter, vil Linak og Bitten & Mads Clausens Fond sikre, at disse ingeniører også uddannes lokalt, siger Per Have, der er direktør i Bitten & Mads Clausens Fond.

Det nye CIE er tegnet af Arkitema med Rambøll som rådgivende ingeniør og omfatter cirka 3.300 kvadratmeter fordelt på fem etager. Byggeriet, der skal forbindes med resten af SDU Sønderborg via en gangbro i glas, bliver opført af Hoffmann og skal stå færdigt i sommeren 2019.

170 nye studerende hvert år
I Sønderborg-området bliver der brug for at ansætte knap 1400 akademikere inden 2020, men det vurderes, at det med den nuværende udvikling kun er muligt at skaffe 600.

Der kommer altså til at mangle 800 akademikere, og det er især ingeniører inden for især elektronik, mekatronik og it. Derfor er parterne skredet til handling.

Bitten & Mads Clausens Fond og Linak skyder mellem 60 og 80 mio. kroner i opførelsen af den fem etager og omkring 3.300 kvadratmeter store bygning til CIE, som placeres syd for de øvrige blokke af Alsion.

To af de tre nye ingeniøruddannelser optager de første studerende allerede i år, mens den tredje, en kandidatuddannelse, starter næste år.

Der arbejdes med et støt stigende optag over de næste 10 år, så SDU, når planen er fuldt udfoldet, kan optage 170 studerende om året inden for uddannelser i industriel elektronik.

De første ansættelser til centret er allerede i hus. Der er fundet en leder af CIE, som tiltræder til august. CIE er blevet optaget som kompetence-center ved European Cluster Power Electronics, ECPEU. Uddannelserne er godkendt af regeringen. De første 29 unge fra hele Europa har endvidere søgt ind på uddannelsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156