REGION NORDJYLLAND
Aalestrup
Nyt botilbud
Der er et politisk ønske om at bygge 20 nye boliger på Vestergade i Aalestrup til erstatning for 20 eksisterende boliger.
Boligforeningen forventer, at boligerne kan opføres indenfor statens rammebeløb til ældreboliger, og de har udarbejdet tegningsmateriale for byggeriet samt har i samarbejde med Vesthimmerlands Kommune lavet en tidsplan for byggeriet.
Som en del af projektet følger at 2 eksisterende bofællesskaber med 10 pladser skal ombygges til 13 singleboliger.
Aars Boligforening ønsker ligeledes, at Vesthimmerlands Kommune yder en garanti for ombygningsomkostningerne.
De 2 øvrige bofællesskaber har også 10 boliger, og forudsætningen er her, at de udlejes til anden side uden udgift for Vesthimmerlands Kommune, dog er der her også her regnet med en overgangsperiode på 2 år.
REGION HOVEDSTADEN
Herlev
Boligområde samt café
Høringsperioden for lokalplanen for det tidligere posthusområde samt parkeringspladsen ud mod Herlev Ringvej er netop afsluttet. Lokalplanen skal gøre det muligt at opføre en etageboligbebyggelse med cirka 90 boliger, samt at der kan etableres en lille butik eller cafe ud mod Herlev Ringvej.
Projektet består af to sammenhængende bygninger ud mod Herlev Ringvej og en bygning mod Hyrdindestien.
Bebyggelsesprocenten er fastsat til 200 % for hele området.
I bygningerne langs med Herlev Ringvej etableres boliger, parkering og en mindre butik i stueetagen på højst 200 m². Bebyggelsen får en højde på maks. 25 m målt fra Herlev Ringvej og opføres i 5 til 8 etager.
Bygningen ud mod Hyrdindestien anvendes til boliger. Bygningen får en maksimal højde på 12,2 m målt fra Hyrdindestien og opføres i maks. 4 etager.
REGION SJÆLLAND
Lellinge
Multihal
Byrådet besluttede den 24. maj 2016 at sælge Lellinge Skole og SFO.
Indtægterne fra salget skal anvendes til etablering af en gymnastikhal ved Lellinge Stadion som erstatning for de lokaler, der forventes at forsvinde ved salget af Lellinge Skole. Rammelokalplan 6-02 for Lellinge har udlagt hele landsbyen til boligformål, offentlige formål, fritidsområde og rekreative formål samt landbrug. Boldbanen kan bruges til idrætsformål, klubhus og boldbaner. Nye bygninger må opføres i op til 1½ etage og med en maksimal bygningshøjde på 8,5 meter.
På møderne fremsatte interessentgruppen et ønske om at udvide multihallens areal for derved at udvide multihallens anvendelsesmuligheder. Den samlede økonomi på 8 mio. kr. vil blive anvendt til opførelse af en ny multihal på stadionarealet. Byggeriet vil omfatte idrætshal, omklædning, klublokale, tekøkken, depot og areal til lokalhistorisk arkiv.
Forvaltningen anbefaler, at projektet udbydes i omvendt totalentreprise. Dette for at sikre at økonomi og tidsplan kan overholdes.
Byggenyt
Læs i dag om nyheder fra Aalestrup, Herlev og Lellinge